Skolevæsen

Rund fødselsdag på Overlade Skole

Gøglerier og reception i anledning af 50-års fødselsdag

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Thorleif og Back lavede sjov og ballade for alle pengene.

Børnene skreg af grin og de voksne hyggede sig, da der i går var indbudt til festdag på Overlade Skole i anledning af skolens 50-års fødselsdag. De omkring 100 elever fik sig en griner, da komikerparret Hans Jørgen Vakili Jensen og Michal Jensen underholdt i hallen ved skolen - med musik, sjov og gøgl. Børnene var godt nok mødt ind til normal skolegang fra morgenstuden for at have første modul, men derefter var der en overraskelse i form af komikerparret, der kalder sig "Back og Thorleif". - Hokuspokus - flødeboller med kokos, lød det fra komikerparret, som blandt andre havde en af eleverne, Iben Falkenhard, oppe for at trylle med. Hun er i øvrigt datter af formanden for skolebestyrelsen på skolen, Brian Falkenhard. Og netop skolebestyrelsen samt skolens ledelse, personale og et specielt nedsat jubilæumsudvalg har haft travlt op til den store dag i går, hvor der altså også var reception. Her talte formanden for skoleudvalget i Vesthimmerland Kommune, Jan Dyregaard. Ikke nok med det, så var der også kæmpekagemand, som blandt andre skoleleder Birgitte Bjerge i timerne op til festlighederne havde været dybt involveret i sammen med nogle af skolens børn. I ugen op til festlighederne i går har børnene i øvrigt haft emneuge, og de har været hjemme for at hente effekter fra dengang, hvor enten mor og far eller bedsteforældrene gik i skole. Det var der kommet flere store udstillinger ud af i klasseværelserne, som receptionsgæsterne i går kunne kigge nærmere på. Ikke nok med at der i går var masser af festligheder på programmet på skolen i går, så fortsætter de faktisk på lørdag. Her er der stablet en gigantisk skolejubilæumsfest på benene i Overlade Hallen. Mere end 320 gæster kommer til at fylde hallen.