Lokalpolitik

Rundkørsel ved Føtex til næste år

Aalborg Kommune betaler selv efter at amtet er hoppet fra

Rundkørslen, der skal forbinde Selma Lagerløfsvej med Egensevej, er rykket et skridt nærmere. arkivfoto: henrik bo

Rundkørslen, der skal forbinde Selma Lagerløfsvej med Egensevej, er rykket et skridt nærmere. arkivfoto: henrik bo

AALBORG:Der bliver alligevel anlagt en ny rundkørsel ved Føtex i Aalborg Øst. Aalborg Kommune har nemlig besluttet at betale hele regningen på seks millioner kroner selv, oplyser teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF). Det var ellers aftalt, at udgiften skulle deles med Nordjyllands Amt, men amtet er siden sprunget fra den udmelding. - Vi fortsætter jo udbygningen af universitetsparken og udbygningen med boliger i området. Derfor er det så vigtigt for afviklingen af trafikken, at vi får den rundkørsel, siger Henrik Thomsen. De ekstra tre millioner kroner kan kommunen finde på kontoen til byggemodningen i området, og arbejdet kan sættes i gang næste år. Det var aftalt med amtet, at de to instanser skulle dele udgiften på de seks millioner kroner, men amtet aflyste projektet, da det fik resultaterne af en række licitationer. Det viste blandt andet, at rundkørslen for amtets vedkommende ville blive 600.000 kroner dyrere at anlægge end forventet. - Men Aalborg Kommune tilbød ellers amtet at betale de 600.000 kroner. Det valgte amtets teknik- og miljøudvalg at se bort fra, og det forstår jeg ikke, siger Henrik Thomsen. I forvejen har naboerne til den kommende rundkørsel protesteret mod planerne om ekspropriation af deres jord til projektet. Protesten bunder i en opfattelse af, at rundkørslen, som skal forbinde Selma Lagerløfsvej med Egensevej, vil føre til endnu mere farlige situationer for trafikken. Derfor har de klaget til Vejdirektoratets Taksationskommission. Henrik Thomsen henviser til, at protesten mod ekspropriationen har ligget i amtet. - Men en sådan klage plejer at handle om, at man ikke er enig om erstatningens størrelse. Jeg tror ikke, at man kan diskutere selve placeringen af rundkørslen, men selvfølgelig skal borgerne kunne benytte deres muligheder for at klage, siger han.