Aggersund

Rundkørsler er den bedste "pletfjerner"

AGGERSUND:De virker, rundkørslerne. Udover generelt at øge fremkommeligheden i kryds, er rundkørsler den mest effektive trafikale "pletfjerner". Det dokumenteres af en lang række undersøgelser - bl. a. også en som bygherren ved den ny rundkørsel på Aarsvej syd for Aggersundbroen - Nordjyllands Amt - selv har lavet. Dens konklusion viser således, at den sorte plet i krydset Aarsvej/Aggersundvej med syv personskade-uheld på kun fem år stort vil blive fjernet. Det nordjyske amt har undersøgt 28 rundkørsler på det overordnede vejnet - som f. eks. Aarsvej - og etableringen af dem havde en markant virkning. Antallet af færdselsuheld faldt således med 63 procent, og endnu bedre var det, at uheld med personskader styrtdykkede, nemlig med hele 76 pct. For materielskade-uheld var faldet på 48 pct.