Rundkredspædagogik eller eksamensfabrik?

For en måneds tid siden var jeg censor på Samfundsvidenskabelig Basisuddannelse på Aalborg Universitet.

GRUPPEEKSAMEN:For en måneds tid siden var jeg censor på Samfundsvidenskabelig Basisuddannelse på Aalborg Universitet. Det var 16. sæson for mit vedkommende og første gang, at jeg på AAU skulle censurere studerende til individuelle prøver i stedet for gruppeeksaminer. De studerende eksamineres i hele projektrapporten, og der er sat 30 minutter af til hver eksamen. I praksis betyder det, at den studerende har 5 minutter til at holde et mundtligt oplæg, herefter eksamineres der i ca. 15 minutter, og til sidst er der ca. 10 minutter til votering, overlevering af karakter med uddybende kommentarer, udfyldelse af eksamensblanketter og afhentning og akklimatisering af den næste studerende. Det siger sig selv, at 15 minutters reel eksamination er alt for lidt. Ideelt set skal eksamen nå rundt om de forskellige afsnit, et projekt er opbygget af: Problemformulering, metode, videnskabsteori, teorier, dataindsamling, analyse og konklusion for på den måde at få eksamineret i alle projektrapportens facetter. I praksis bliver der tale om en reel overhøring, hvor der krattes lidt i overfladen, hvorefter et nyt spørgsmål stilles. Som censor kan man nå at kaste et par spørgsmål ind i ringen – det er alt. I de ”gode gamle dage”, hvor der var gruppeeksaminer, var der sat ca. 20 minutter af til hver studerende – altså typisk ca. 2-2½ time pr. gruppe. Det gav mulighed for en hel anden form for akademisk fordybelse i de forskellige afsnit i projektrapporten. Det er klart, at ikke alle studerende var lige stærke i deres videnskabelige argumentation, hvilket resulterede i differentierede karakterer til gruppens studerende. I de ca. 100 gruppeeksamener, hvor jeg har været involveret, er det under en tredjedel, hvor der er givet ens karakterer til alle i gruppen. Det er beklageligt, at ideologiske kæpheste hos den nuværende regering har medført indførelsen af en gold eksamensfabrik på trods af anbefalinger om det modsatte fra erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner, censorer og andet godtfolk. Statsministeren har udtalt, at hans holdning til gruppeeksamen fører helt tilbage til hans egen skoling på Viborg Katedralskole, hvor ”embedsmændenes børn kunne det hele og fik det hele foræret”. Statsministeren er taknemmelig for, at når eksamensdagen kom, så blev han testet på, hvad han kunne. Ud over statsministeren er undervisningsministeren og videnskabsministeren også tilhængere af individuelle eksaminer. Nu er videnskabsministerens arrogance jo langt større end hans politiske meritter, hvilket tydeligt er kommet til udtryk ved flere lejligheder: F.eks. da nogle af landets forskere sidste år beklagede sig over, at de skal bruge op mod 1/3 af deres tid på at søge forskningsmidler og administrere disse frem for at forske. Videnskabsministerens eneste kommentar hertil var, at hvis det var rigtigt, så skulle forskerne finde noget andet at beskæftige sig med. Kan det blive mere arrogant? Videnskabsministeren har på det seneste erkendt, at de mystiske adgangskrav til nogle videregående uddannelser har medvirket til, at der i år er en langt lavere tilgang til disse uddannelser – men han har på ingen måde fortrudt, at adgangskravene blev indført. Lokalt har årets vendekåbe i 2007 og nu også 2008 Birgitte Josefsen ved to afstemninger i Folketinget om gruppeeksaminer stemt for en afskaffelse, selv om hun i den forudgående debat har været en klar fortaler for, at denne eksamensform er den eneste rigtige. Så det er barske kræfter, vi mange fortalere for gruppeeksaminer er oppe imod, men forhåbentlig vil de ideologiske fægtekampe på et tidspunkt blive afløst af en større lydhørhed i forhold til saglige argumenter, bl.a. fra det erhvervsliv, som skal aftage kandidater fra uddannelsessektoren.