Rundt om A-VM

Danmark 1. maj 2003 08:00

Ronnie Jakobsen - midtjysk liniedommer - fik en af karrierens helt store oplevelser, da han onsdag eftermiddag fik lov til at dømme storkampen mellem Finlands VM-værter og Tjekkiets forsvarende verdensmestre i Turku. Det var hans tredje kamp ved A-VM, hvor han som landsholdet er debutant. Jens Nielsen - Leksand-stjerne - har været lidt af en skuffelse indtil videre ved A-VM. Tirsdag forlod han opgøret mod Schweiz et kvarter inde i anden halvleg med en dårlig albue, men reelt havde han også været usynlig siden kampen mod USA. Kim Staal - MoDo-spiller - er den eneste dansker, der har kunnet placere sig i Top-10 af topscorerlisten efter de indledende puljekampe ved A-VM. Med to mål mod USA og tre assists i alt har den danske stjerne vist sin klasse. Jan Jensen - dansk andenkeeper - topper listen over målmændenes præstationer. Han er døbt "Mister 100 procent" efter at have holdt nullet i 29 minutter mod Rusland, da Peter Hirsch faldt sammen som en våd klud i det danske mål. Esbjerg-keeperen accepterer dog sin rolle som andetvalg uden spørgsmålstegn. - Men vi er jo alle sammen vindere, der helst vil spille, understreger han. Frans Nielsen - Malmö-stjernefrø - måtte syes med fire sting indvendigt og to udvendigt i læben efter kampen mod Schweiz. Alpedrengenes målscorer til 1-0, Flavien Conne, flækkede underlæben på den unge midtjyde. Michael Madsen - dansk tredjekeeper - har indtil videre kun været turist i Finland. Intet tyder da heller på, at Rungsted-keeperen får chancen i de tre mellemrundekampe mod Canada, Sverige og Letland.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...