Fodbold

Rundt om AaB - FCM

Rasmus Würtz - anfører på det danske U21/landshold - måtte indlede kampen på bænken. Hans ankelskade blev vurderet til at være af en sådan karakter, at han nok kunne spille, men ikke en hel kamp, så derfor ville man vente med at sætte ham ind, i håb om, at han så kunne være med til, at AaB kunne holde niveau hele vejen i kampen. Würtz fik de sidste 37 minutter i stedet for Thomas Kortegaard. Knud Erik Fisker - dommer - følte efter 40 minutter anledning til at pointere over for hjemmeholdets fans, at han ikke ville tolerere mere usportslig optræden, med kast af krus og andre remedier ind på banen. Fisker gav meldingen via AaB-holdleder Kurt Berthelsen, hvorfra den gik videre over højttalerne til en flok fans, som straks svarede igen med en pibekoncert. Jacob Taz Sørensen - kantspiller - rundede i forrige kamp 100 førsteholds-optrædener i den rød-hvide trøje, da AaB tabte 2-1 i Odense. Det blev han behørigt hyldet for foran hjemmepublikummet i går, men ellers måtte Taz denne gang tage til takke med en bænkeplads. Han fik kun lov at spille med de sidste 10 minutter, i stedet for Mattias Lindström. David Nielsen - eks-AaB'er, som nu huserer i FCMs angreb - gjorde sig godt og grundigt upopulær blandt de mange AaB-fans, da han i en løbeduel, uden bold, rykkede Thomas Augustinussen om kuld midt på AaBs banehalvdel. Det havde Knud Erik Fisker ikke øje for, da bolden var andetsteds, men handlingen undgik ikke de skarpe blikke fra den hårde kerne af AaB-fans bag mål. Evrard Ble - afrikaner med fortid i AaB - var på Aalborg Stadion og fik hilst på sine gamle kollegaer. Evrard Ble slår nu sine folder på Færøerne, hvor det går knapt så stærkt, som det, han var vidne til i går på Aalborg Stadion, erkendte han. Simon Bræmer - AaB-målscorer - var tæt på også at skaffe sit hold sejren, da kampen var to minutter inde i overtiden. På et skud udefra kunne FCM-målmand Ola Tidman kun halvklare, og bolden sprang faktisk ud midt for mål. Her var Bræmer imidlertid lige nøjagtigt kommet et skridt for langt frem til, at han kunne gøre noget ved returbolden, og FCM slap med skrækken.