Rundt om AaB -Herlev

} Ronny Larsen - AaB-forward - diskede fra første fløjt op med nogle meget fine detaljer. Hans sublime teknik skinnede igennem, da han skabte et par farlige situationer, og han var da også første mand på måltavlen, da han i power play opsnappede pucken bag Herlev-målet, og hurtigt bragte sig i skudposition, hans femte scoring i sæsonen. } Rasmus Olsen - dobbelt målscorer for Herlev i søndags mod AaB - blev godt og grundigt upopulær blandt AaBs fans, da han lige inden første periodes udløb strakte Michael Smidt til isen. Det fik AaBs Rasmus Pander til at gå løs på Herlev-spilleren, og så fik AaB ikke et power play ud af det, da det hele mundede ud i en dobbelt-udvisning. } Rasmus Pander - populær AaB-spiller - skøjtede i anden periode direkte ind til en friløber og kunne have øget sit holds føring til 2-0, men han misbrugte på den velspillende Herlev-keeper Michael Madsen. } David Nielsen - AaB-angriber i fodbold - var også blandt tilskuerne i Aalborg Skøjtehal, og han konstaterede: - Det er flot, at der kommer så mange mennesker på en hverdagsaften. Men der sker jo også noget i en ishockeykamp. Jeg kommer, så tit jeg kan, for at se på. } Asger Krog - hoveddommer - lod spillerne bruge musklerne, og var ikke lige populær blandt AaBs tilhængere for en række episoder, hvor han lod spillet fortsætte efter nogle tætte nærkampe. Men Krog mistede aldrig grebet om kampen, og fire udvisninger til hver side var nok fra hans fløjte til at styre begivenhederne på sikker vis.