RUNDT OM AAB-SØNDERJYSKE

Jonas Guldbæk - ihærdig AaB-angriber - blev før kampen fejret for sin kamp nummer 100 for aalborgensisk ishockey. Jubilæet ligger nogle uger tilbage, for det var i 2-1 sejren ude over Nordsjælland, den unge fighter rundede det skarpe hjørne. Michael Smidt - AaB's landsholdsangriber - leverede et bragende slagskud på den ene opstander midtvejs i første periode. På det tidspunkt var gæsterne for alvor under pres, men med en veloplagt Brian Greer mellem stængerne skulle der meget til for at score på sønderjyderne. Den canadiske sprællemand forhindrede en ydmygelse af sønderjyderne. Kim Lykkeskov - provokerende sønderjyde - tog to udvisninger i første periode. Den første allerede efter 32 sekunder, men ved den anden gik det galt. Pludselig stod Ronny Larsen helt fri og kunne sende pucken ind bag en chanceløs Brian Greer. Josef Cierny - et af de nye AaB-ansigter - er for alvor ved at komme i gang i den røde trøje. Onsdag aften fik han dog et point foræret af hoveddommer Søren Helbo, da han fik en assist på målet til 2-0. Det kan så gå lige op med den scoring, han ikke fik godkendt i sidste hjemmekamp, da Ronny Larsen i stedet fik en udvisning. Søren Helbo - midtjysk hoveddommer - har aldrig haft en høj stjerne i Aalborg Skøjtehal. Slet ikke siden DM-finalerne i sidste sæson. Men et par diskutable kendelser mod AaB Ishockey gjorde bestemt ikke hans popularitet større i aftes. Kasper Kjems - sønderjysk back - viste en i ishockeysporten usædvanlig holdning, da han ramte AaB's Josef Cierny i ansigtet med staven. Det var helt klart ikke med vilje, selv om det gav to minutters udvisning, men på vej ud i straffeboksen stak han en undskyldning til AaB'eren.