Rundt om AaB

Allan Gaarde - kantspiller - var meget tæt på karrierens hurtigste scoring, da han efter blot 15 sekunder flugtede et indlæg fra Mattias Lindström på underkanten af overliggeren. Det var i øvrigt anden gang, at Allan Gaarde var med til at besejre Polonia. I sommeren 1997 debuterede han for AaB i 2-0 sejren over det polske hold i Toto Cup. Trond Andersen - midterforsvarer - lavede selvmål efter kun fire minutter i sin comeback-kamp, da han løb ind i et hårdt indlæg. Men nordmanden ydede en overbevisende indsats i makkerskab med 19-årige Michael Jakobsen, der igen spillede med forbløffende ro og autoritet. Allan K. Jepsen - venstre back - blev overspillet i optakten til Polonias scoring, men fik siden godt fat og havde bl.a. et fornemt fremstød, hvor han serverede en kæmpechance for Besart Berisha. Simon Bræmer - angriber - startede til sin skuffelse på bænken, efter at han i tirsdags bidrog til 2-1 sejren over Artmedia med en scoring og en assist. Men han kom på banen midt i anden halvleg og blev matchvinder et minut før tid med koldblodig udnyttelse af en frispilning fra Martin Ericsson. Dermed synes Simon Bræmer lige nu at stå forrest i kampen om den ledige angrebsplads. Jens Waltorp Sørensen - reserve for anfører Jimmy Nielsen - kronede en godkendt indsats med en flot dobbeltredning, da Polonia seks minutter før tid var tæt på at bringe sig foran 2-1. Pladsen er dog sandsynligvis kun til låns i kort tid. Jimmy Nielsens genoptræning forløber perfekt, og han regner med at være tilbage i buret til forårspremieren i Brøndby 13. marts. Thomas Kortegaard - midtbanespiller - undrede sig forståeligt, da han blev præsenteret for det gule kort for et frispark, som var begået af Michael Jacobsen. Besart Berisha - angriber - kom igen til mange chancer, men svigtede fælt i afslutningerne og virker ikke til at være i maksimal kampform. Allan Olesen - højre back - rykkede ind på midten og overlod backpladsen til indskiftede Martin Pedersen, da Trond Andersen midt i anden halvleg blev skånet for yderligere strabadser. Allan Kuhn - assistenttræner - betegner træningslejren på Cypern som perfekt med fremragende vejr og førsteklasses faciliteter. Træningsmæssigt er han yderst tilfreds med udbyttet og fremhæver den unge trio Jens Waltorp Sørensen, Michael Jacobsen og Simon Bræmer som de største positive overraskelser.