Rundt om AaB

Rasmus Würtz - midtbaneprofil - trænede torsdag for sig selv på grund af ømhed i lysken. - Det er ikke nogen egentlig skade, så det har primært forebyggende karakter, at jeg springer den normale træning over, sagde U21-landsholdsanføreren, der muligvis er så hurtigt fit for fight, at han får spilletid i dagens træningskamp mod Polonia fra Polen. Túlio de Melo - brasiliansk angriber, der scorede seks gange for AaB i efteråret - brillerede under torsdagens træning med en række flotte hovedstødsmål, men selv om hans hofteskade er i klar bedring, får han heller ikke i dag lov til at komme i kamp. Trond Andersen - norsk landsholdsspiller - har fået bugt med sine problemer i akillessenen og vender efter to kampes fravær tilbage i midterforsvaret, hvor han for første gang bliver makker med unge Michael Jakobsen. Også Allan K. Jepsen på venstre back får comeback, efter at kvaler med akillessenen har holdt ham ude i to kampe. Marcelinho - 21-årig brasiliansk angriber - indleder sit virke i AaB med frisk selvtillid i bagagen. Kort før afrejsen fra Brasilien spillede han onsdag aften for Atleticos Mineiros førstehold i den bedste række og udlignede med et pragtmål til slutfacit 2-2. Efter den bedrift undrer de brasilianske medier sig over, hvorfor Atletico Mineiro udlejer Marcelinho til AaB, men det skulle være ganske vist, at han ankommer til Aalborg i dag sammen med 19-årige Rafael Lopes, der ikke var i Mineiro-truppen i onsdags. Besart Berisha - nyankommen angriber fra Hamburger SV - får i dag chancen fra start, selv om de seneste dages træning har vist, at han er et stykke fra topformen. Dermed må Simon Bræmer starte på bænken, selv om han markerede sig med både en scoring og en assist i 2-1 sejren i tirsdags over slovakiske Artmedia. Mattias Lindström og Allan Gaarde - kantspillere - meldes fuldt restituerede og afløser Fabiano de Santos og Jacob Sørensen i dag mod Polonia. AaB's forventede startopstilling: Jens Waltorp Sørensen - Allan Olesen, Trond Andersen, Michael Jakobsen, Allan K. Jepsen - Mattias Lindström, Thomas Augustinussen, Thomas Kortegaard, Allan Gaarde - Martin Ericsson, Besart Berisha.