Rundt om Aalborg DH - Kolding IF

Narcisa Lecusanu - skarp skytte hos ADH - var bænket på første række, og der skal hun efter al sandsynlighed også sidde, når ADH spiller sine næste tre kampe. Lecusanu kom nemlig til skade under træning op til Kolding-kampen. Etr hændeligt sammenstød med Natasja Deriouguina betød et brud i en knogle i den ene hånd, og i ADH-lejren frygter man, at Lecusanu er ude i de næste fire uger. Christian Dalmose - farverig ADH-træner - følte nærmest, at han måtte "bede" om det gule kort i en situation i første halvleg, da han tydeligvis ikke var tilfreds med sine spilleres koncentration. Han havde alle muligheder for at dæmpe sig ned igen efter en hvas kommentar til dommerparret. Men Dalmose fortsatte med at "snakke", længe og inderligt, og så modtog han bukkende det gule kort. Rikke Nielsen - vraget landsholdsspiller hos ADH - viste vilje, da hun scorede til 12-6. Hun fyrede et godt skud af fra distancen, men bolden prellede af mod overliggeren. Derved lod hun det ikke blive, for hun fór igennem Kolding-forsvaret, opsnappede bolden på riposten og tordnede den i nettet. Morten Arvidsson - Kolding-træner med nordjyske rødder - havde kunnet glæde sig over tre kampe på stribe af sit hold, der gav udbytte før mødet med ADH. Derved er sydjyderne kommet op på den ottendeplads, der betyder fortsat forbliven i ligaen, uden at man skal ud og spille kvalifikationskampe. Nu skal han kæmpe hårdt med sine spillere for at fastholde den position, men nederlaget til ADH var dog en "halv sejr", for i den omvendte kamp, i Kolding, blev hjemmeholdet blæst ud af banen med et smerteligt 20 måls nederlag, 43-23. Trine Jensen - bagspiller - havde ikke det store held med sine skud udefra. Faktisk skulle hun have et straffekast til hjælp, før hun kom på måltavlen med en scoring til 20-12. Det var til gengæld en flot detalje, et veludført gevindskud uden for målvogter Christine Lindemanns rækkevidde. Trine Jensen, som lavede et mål mere, fik lov at tage det ene af ADH's syv straffekast, fordi det var begået mod den ellers sikre eksekverer fra syv meter stregen: Louise Mortensen, som nettede på de seks forsøg, hun havde. Også Kolding havde 100 procents effektivitet på straffekast, men det var dog blot to af slagsen, Lene Thomsen scorede på. Agnes Farkas - ungarer - må nok se i øjnene, at hun ikke kommer i kamp for ADH meget mere. Hendes kontrakt udløber med denne sæson, og den bliver ikke forlænget. I går var hun den eneste af de 12 ADH'ere, som ikke kom på banen, og når det sker i en kamp, hvor man ikke råder over Narcisa Lecusanu, så ser det ud til, at løbet er kørt for Farkas.