Rundt om AB - AaB

Allan Olesen - AaB-forsvarer - brillerede generelt med solide indgreb på sin gamle hjemmebane, men klokkede slemt i det to minutter før pausen med et boldtab, der bragte AB-angriberen Abdul Sule alene med Jimmy Nielsen. Sule prikkede bolden forbi AaB-målmanden og faldt derefter til jorden som en vingeskudt and, men dommer Rene Christensen vinkede straks afværgende på AB-lejrens kraftige appel for straffespark. - Jeg var da bange for, at han ville dømme straffe, indrømmede Jimmy Nielsen bagefter. Der var kontakt mellem os, men Sule løb direkte ind i mig, da hans træk blev for langt, og jeg gjorde alt for at undgå et sammenstød, så dommerens vurdering var helt korrekt. Poul Erik Andreasen - AaB-cheftræner - glædede sig især over den sidste halve time af første halvleg. - Da fulgte vi opskriften perfekt og brugte pladsen fornuftigt mod et AB-hold, der som ventet var klart svagere end FCK. Men efter pausen kom vi for langt tilbage på banen og virkede sluttelig tilfredse med at forsvare 1-0 føringen, så alt i alt var det en hakkende indsats - med et skridt i den rigtige retning. Rasmus Würtz - flittig midtbanespiller med stor arbejdsradius - måtte udgå med en fodskade, men ventes klar til AaB's hjemmekamp på søndag mod Frem. Michael Silberbauer - driblestærk AaB'er - var udset til en nøglerolle, ikke mindst i lyset af AB's svagheder på backpladserne. Silberbauer fik da også ros af cheftræner Poul Erik Andreasen for en dynamisk indsats, omend hverken indlæg eller afslutninger fra hans side førte til scoring. Allan Gaarde - målscorer til 1-0 - var tæt på at gentage kunststykket 10 minutter senere. Hans hovedstød blev reddet på stregen, hvorefter Thomas Augustinussen missede riposten. Også i anden halvleg var Allan Gaarde nærgående med et par helflugtere, der dog susede over mål. Jacob Sørensen - indhopper - fik to score chancer for at score, men begge skud strandede på den velspillende AB-målmand Stephan M. Andersen, der blev kåret som hjemmeholdets bedste spiller. Allan K. Jepsen - venstre back - dementerede frasen om, at jubilarer spiller dårligt. I sin kamp nr. 100 for AaB viste han især offensivt noget af det hidtil bedste og lagde bl.a. op til Allan Gaardes åbningsmål. Bortset fra enkelte kampes fravær på grund af skader har den 26-årige venstrebensspiller siddet tungt på pladsen som venstre back siden skiftet fra Heerenveen for knap tre år siden. Jesper Sørensen - 30-årig AB-anfører - blev før kampen hyldet for sin optræden nummer 100 hos de grønblusede akademikerne. Christian Karlsson - svensk AB-forsvarer, der for nogle år siden spillede prøvekamp for AaB - bestod ikke testen før søndagens kamp. I 1-1 premieren mod FC Nordsjælland udgik han med en lårskade. Stefan Schmidt - AaB's bageste centrale midtbanespiller - slap ikke for en advarsel for en hård eftertackling midt i første halvleg, selv om dommer Rene Christensen lod spillet fortsætte i flere minutter. Han praktiserede fordelsreglen og viste Stefan Schmidt det gule kort ved første spilstop - i øvrigt ved hjørnesparket, der udgjorde optakten til AaB's første mål. I overtiden gjorde Stefan Schmidt sig mere positivt bemærket, da han slog sejren fast med sit første superligamål for AaB.