Rundt om Auxerre - AaB

Allan Olesen -højre back hos AaB - havde sit hyr med driblestærke Kanga Akale i de første 45 minutter. Det virkede ofte som om, at Allan Olesen gav Akale lidt for lang snor, og i det 31. minut kostede en alt for sen tackling af netop Akale så Olesen et gult kort. Jimmy Nielsen - AaB-keeper - så en smule ulden ud ved Auxerres tordenbrag af en scoring til 1-0 i det fjerde minut. Bonaventure Kalou, der spillede mesterligt i samme rolle som Martin Ericsson hos AaB, bragede bolden afsted, men Jimmy Nielsen kunne måske godt have fået labberne på bolden, der ikke tordnede ind ude ved en af stolperne. Benjani Mwaruwari - Auxerre-forward - var tæt på at nå frem til bolden tæt inde under AaB-målet allerede i det 2. minut efter forarbejde af Bonaventure Kalou og Yann Lachuer i hjemmeholdets højre side. Det var den første advarsel til AaB-tropperne, og blot to minutter senere førte Auxerre så 1-0. Allan K. Jepsen - venstre back hos AaB - havde også voldsomme kvaler med at få fat i de første 45 minutter, hvor Yann Lachuer og Auxerre-backen Bacary Sagma på skift udfordrede ham. Auxerres hurtige opspil passede tydeligt ikke Allan K. Jepsen, der har døjet med det ene knæ siden OB-kampen i søndags, specielt godt. I det 36. minut var en misforståelse mellem Allan K. Jepsen og målmand Jimmy Nielsen ved at give Benjani Mwaruwari en gratis chance i feltet, men AaB-forsvaret fik dog afværget katastrofen. Martin Ericsson - kreatør på AaB-midtbanen - smed i det 14. minut bolden ind til David Nielsen på en smuk pasning fra venstre side. Bolden blev dog headet væk lige foran David Nielsen på det, der lignede AaBs første tilløb til en egentlig målchance. Yann Lachuer - garvet Auxerre-midtbanespiller - var tæt på at øge til 2-0 i det 17. minut på et flot langskud fra hjemmeholdets højre side. Fabien Cool - Auxerre-målmand og i aftes noget uforståeligt i gul trøje og sorte bukser nøjagtig som den tyske dommer Peter Sippel - fik et frispark i det 28. minut, da Allan K. Jepsen ellers sendte et velskruet hjørnespark tæt ind under Auxerre-målet. Bonaventure Kalou - første halvlegs helt store fodboldmæssige oplevelse - var millimeter fra at øge til 2-0 i det 41. minut på et bragende langskud. Kalou ligner Auxerres næste store salgsvare til en større europæisk klub. 80 AaB-fans - både fra den officielle fanklub, AaB Support Club, og andre mere eller mindre kendte forgreninger i fanskaren - havde taget turen til Auxerre enten i busser eller privatbiler. Sammen med AaB-sponsorer var der var lidt over 100 tilskuere på stadion, der krydsede fingre for AaB. Fanskaren nåede at sætte sig præg på bylivet i Auxerre torsdag eftermiddag. Kasper Risgård - midtbanespiller - trak sorteper og blev siet fra som 19. mand. Erik Hamrén måtte have syv udskiftningsspillere på bænken inklusiv målmandsreserve Jens Waltorp Sørensen. Kun tre måtte dog skiftes ind. Kasper Risgård er lige kommet sig ovenpå en skulderskade. Lynge Jacobsen - AaB-sportsdirektør - havde en god snak med Auxerre-lederne onsdag. Sammen med advokat Jesper Møller, formand for AaB af 1885, medlem af bestyrelsen i AaB A/S og næstformand i DBU, blev han blandt andet orienteret om AJ Auxerres fodboldakademi for unge talenter. Auxerre var tæt på 2-0 allerede i det 63. minut, men AaB fik afværget på målstregen. Trond Andersen - norsk midtstopper - havde egentlig spillet en fin kamp frem til 2-0 i det 73. minut. Den scoring må nordmanden dog tage sin del af skylden for, da mistede bolden i opspillet til Benjani Mwaruwari, der kvitterede med en klinisk og iskold scoring til slutcifrene 2-0. Martin Pedersen - AaB-indhopper - nåede blot at være i aktion i et minut, før han indkasserede et gult kort.