Fodboldlandsholdet

Rundt om Danmark - Tyrkiet

René Henriksen - tidligere landsholdsanfører - og Ebbe Sand - tidligere viceanfører - blev inden kampen hyldet for lang og tro tjeneste i den rød-hvide nationaldragt. De fik hvert sit flotte portræt af en episode fra deres karriere, en karriere, der for begges vedkommende kom til at omfatte 66 landskampe. Michael Laudrup - ligeledes forhenværende nationalhelt i fodbold - blev også hædret foran det store publikum i Parken. Det var en UEFA-hæder, der tilfaldt elegantieren som den bedste, danske fodboldspiller gennem de seneste 50 år. Frank Arnesen - endnu en af vore store, forhenværende helte på grønsværen - var stemmemæssigt i forgrunden i Parken, da tilskuerne blev varmet godt og grundigt op med den nærmest udødelige roligan-sang: Vi er røde, vi er hvide … Der blev istemmet, så det var en sand fornøjelse at høre blandet mands- og kvindekor for fuld udblæsning. Thomas Gravesen - dansk midtbane-general - blev inden kampen hyldet for sin landskamp nummer 50, som han rundede i lørdags i opgøret mod Albanien. I aftes var der endvidere hyldest til hans kollega på midtbanen, Christian Poulsen, som nåede det halve antal, 25 landskampe. De to leverede en præstation af vidt forskellig karakter, da Christian Poulsen demonstrerede, at tesen om, at en jubilar altid spiller en dårlig kamp, ikke nødvendigvis holder stik. Jesper Grønkjær - thybo - blev efter en halv time præsenteret for rødt kort, tilsyneladende da han for øjnene af den italienske dommer Massimo de Santis langede ud og ramte Okan Buruk, da denne var i et returløb ud af det danske straffesparkfelt. Fire minutter forinden var Grønkjær direkte ophavsmand til det danske 1-0 mål, da han i et godt dybdeløb blev nedlagt til et klart straffespark. Kenneth Perez - til daglig på lønningslisten i hollandske AZ 67 i Alkmaar - blev ved Jesper Grønkjærs udvisning rykket fra venstre- til højrekanten. Den blev i stedet overtaget af Martin Jørgensen, som ellers var startet i midten som hængende angriber. Brian Priske - tidligere AaB-spiller - leverede endnu en gang en storartet indsats i det danske forsvar, og to gange var han tæt på også at gøre sig bemærket i den modsatte ende af banen, dels med et fremragende indlæg, som Jon Dahl Tomasson ikke fik omsat i scoring, siden med et fremstød, hvor Poriske selv var på nippet til at skubbe bolden i det tyrkiske net. Gökdeniz Karadeniz - tyrk - troede dårligt sine egne øjne, da han syv minutter før tid fik afsluttet resolut ved bageste stolpe på et tværindlæg. Da bolden var på vej ind i nærmeste målhjørne, dukkede den danske målmand Peter Skov-Jensen for gud-ved-hvilken-gang op på rette sted og reddede, i den situation tilsyneladende med hovedet, da bolden kom så hurtigt, at han ikke nåede at få hænderne op. Martin Jørgensen - dansk målscorer i lørdags i Albanien - blev klappet fra banen med et bragende bifald, da han i det 77. minut måtte melde udsolgt efter et kæmpearbejde. Jan Kristiansen, Esbjerg, kom ind og fik de sidste minutter. Forinden havde Dennis Rommedahl afløst en lige så bravt kæmpende Kenneth Perez i det 61. minut. Per Krøldrup - forsvars-klippe - klarede endnu en gang godt for sig foran det danske mål, men denne gang måtte han dog ty til en enkelt ulovlighed, og indkassere et gult kort, i bestræbelserne på at holde de aggressive tyrkere fra fadet.