Rundt om Danmark - Ukraine

Italien 1. maj 2003 08:00

Thomas Helveg - Milan-spiller - rundede sin landskamp nummer 75, et jubilæum, han har været ni år om at nå, og som han i øvrigt kun er den 10. danske spiller, der runder. Øverst på listen ligger fortsat suverænt Peter Schmeichel med 129 landskampe, fulgt af endnu to mand, som har nået et trecifret antal, Michael Laudrup, 104 og Morten Olsen, 102. Der var blomster og hyldest, ikke alene til Thomas Helveg, men også til klubkammeraten Martin Laursen og til målmand Thomas Sørensen, Sunderland, som i aftes begge spillede deres landskamp nummer 25. Danmark - lilleputnation i størrrelse, men stormagt i fodbold - har nu spillet 676 officielle landskampe, og 313 af dem har givet sejre, mens 239 er tabt og 124 er endt uafgjort. Målscoren er også i plus, idet danskerne har lavet 1292 mål og indkasseret 990 scoringer imod sig. Sergei Rebrov - til daglig på lønningslisten i tyrkiske Fenerbahce - måtte nyde dansk pibekoncert et par gange, da han begik frispark på blandt andre Morten Wieghorst og Claus Jensen i første halvleg. Brian Priske - AaB'er - fik beskedne et minut og 20 sekunder på banen, da han i kampens tillægstid blev indskiftet for Claus Jensen. Thomas Gravesen - dansk målscorer - var ude og forklare den ene, polske linjedommer, at han tog fejl, da Gravesen i det 39. minut gik solo og lagde bolden frem til en helt fri Jon Dahl Tomasson. Men kendelsen for off side var helt i orden. Claus Jensen - sprudlende, offensiv kraft - fik tilkæmpet sig et frispark lige uden for Ukraines straffesparkfelt i det 33. minut, men afsluttede svagt på den store chance ved at sende bolden over mål. René Henriksen -; krumtap i det danske forsvar - stod på rette sted og sikrede den danske sejr, da han to minutter før tid nærmest løb ind i bolden på mållinjen og kanonerede den væk, da Ukraines Serebrennikov ellers havde fået en fuldtræffer og passeret Thomas Sørensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...