Rundt om det danske landshold

Håndbold 12. december 2004 05:00

Traditioner - dem har landsholdet mange af - men en mangeårig tradition er brudt på det danske landshold. Gennem de seneste 10 år har holdet haft en kopi af tv-serien Matador med sig til slutrunderne, men i år er tv-underholdningen skiftet ud. - Efter sidste års fiasko i Kroatien syntes vi, det var på tide med noget nyt, så nu ser vi et par afsnit af Rejseholdet hver aften, fortæller Rikke Skov. Hun erkender, at der er en god portion overtro i det nye tv-valg, men mener også Matador efterhånden var blevet en slidt traver. - Vi har alle sammen set den så mange gange, mens jeg faktisk har opdaget, at jeg er gået glip af mange afsnit af Rejseholdet, da den blev sendt, siger hun. Tv-serien indtages i flok på massør Allan Poulsens værelse på spillerhotellet - som regel en times tid efter holdet er kommet tilbage fra kamp og har nået et hurtigt bad. Rumænien - dagens modstander for Danmark - har en del flere kilo at slæbe rundt på end det danske i aftenens EM-kamp. Fire af de rumænske spillere holder en kampvægt over de 80 kilo, mens der ikke er en eneste dansker, der krydser den grænse. Kun Lise Knudsen kommer tæt på med sine 79 kg. Til gengæld rager begge hold nogenlunde lige højt op. I den rumænske trup er der seks spillere over 180 centimeter, mens Danmark råder over syv spillere, der kan matche den højde. Højeste dansker er målvogter Rikke Schmidt, der måler 184 centimeter. Randers HK - ligaklub - har fire spillere med i aftenens kamp mellem Danmark og Rumænien - men kun en enkelt dansker. Det er fløjspiller Laura Danielsen, der endda må finde sig i at spille andenviolin på pladsen, hvis hun da ikke skal sidde over, som det var tilfældet i kampen mod Sverige. På det rumænske hold er der til gengæld bærende roller til både Carmen Lungu og Mihaela Ani-Senocico, mens målvogter Ionica Munteanu er gardering for verdensklassekeeperen Luminita Dinu.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...