Aalborg

Rundt om DM-løbet

Hjørring Motorsport - driftig motocross-klub - har sammen med Herning Motocross investeret et betydeligt beløb i et elektronisk tidtagningssystem, der blandt andet skal give publikum bedre mulighed for at følge med i, hvem der fører de forskellige løb. Sønderskovbanen - smukt beliggende motocrossanlæg mellem Hjørring og Sindal - har i efterhånden mange sæsoner dannet rammen om motocrossløb Kr. Himmelfartsdag. Ved tidligere DM-afdelinger er kørerne blevet sendt ud i heats a' 25 minutter + to omgange, men i morgen skal kræfterne strækkes til at klare heats a' 30 minutter + to omgange. Dermed lever de danske regler op til de internationale krav. DM-serien - sådan et findes der også indenfor motocross - består i år af ti afdelinger. Men som noget nyt er der i år blevet indført et såkaldt superheat, hvor de 12 bedst placerede kørere fra A125 cc- og A250/500 cc-klasserne mødes og kører om point i ét heat, der strækker sig over et kvarter + to omgange. Morten Lilholdt Nielsen - stortalent fra Hjørring Motorsport - kommer meget mod sin vilje ikke til start ved morgendagens DM-afdeling på hjemmebanen. Den unge A125-kører brækkede for 14 dage siden sit venstre håndled, og der skal gå endnu nogle uger, før han kan sætte sig på ryggen af sin Yamaha. Kenneth Jensen - rutineret kører fra Hjørring Motorsport - stiller i år op i 4-takt klassen, hvor han gør det rigtigt godt. Efter sæsonens første fire DM-afdelinger indtager han femtepladsen i klassen for motorcyklerne med den sjove lyd. Klassen føres af Jesper K. Jørgensen fra Svebølle Motocross Klub. I 4-takt klassen, der har 30 tilmeldte kørere i morgen, stiller også Finn Christensen fra Hjørring Motorsport op. Christian Juul - motocross-kører fra Hadsund - er eneste nordjyske repræsentant i A125 cc-klassen på Sønderskov-banen i morgen. Til gengæld er den nordjyske region fint repræsenteret i A250/500 cc-klassen, hvor syv nordjyder efter planen stiller til start. Det er Morten M. Justesen og Tim Rybjerg fra Hadsund, Morten Østerdal fra Aalborg, Dennis Nordstrand og Nicolai K. Larsen fra Frederikshavn samt Sune Folsted, Hjørring, og Knud Iversen, Hanherred Motor Klub. Bo Vang - motocross-kører fra Holstebro - indtager før DM-strabadserne på Sønderskovbanen tredjepladsen i A250/500 cc-klassen. Og han klarer sig også fornemt internationalt. I kampen om europamesterskabet ligger han efter de første otte afdelinger på en samlet fjerdeplads, efter at han for øjnene af 7000 tilskuere vandt sæsonens første EM-afdeling i Spanien i slutningen af marts. På den nordiske scene fører han kampen om det nordiske mesterskab i fuldblodsklassen.