Rundt om DM

Jørgen Bo Petersen - professionel cykelrytter fra Team Fakta - kørte fremragende på hjemturen efter vendepunktet ved 21 kilometer, og han hentede således hele otte sekunder ind på den danske mester Michael Blaudzun. - Allerede 15 kilometer før mål fik jeg en melding om, at jeg kun var fem sekunder efter, men desværre lykkedes det mig ikke at hente dem ind. Jeg ville hellere have været et minut efter vinderen end sølle fem sekunder, men DM-sølv er da ikke så ringe endda. Brian Vandborg - overraskende DM-bronzevinder fra Herning CK - havde en placering i Top-10 som målsætning inden fredagens enkeltstart. - Det var bare fuld knald på hele tiden, da jeg blev sendt af sted som den allerførste i løbet. Jeg havde ikke andre køreres mellemtider at rette mig efter, men det havde nok ikke forbedret min medalje, hvis jeg havde haft den mulighed. For to uger siden blev Brian Vandborg dansk mester for U 23-kørere, så han er flyvende i øjeblikket. John Mikkelsen- PR/sportschef ved DM-arrangementet i Nibe - er også til daglig med i Aalborg Cykle Ring. - Vi har tydeligt mærket, hvor svært det er at finde sponsorer i det nordjyske, hvor især kampen mod AaB's superligahold er benhård. At det hele alligevel flasker sig, skyldes ikke mindst, at hele AaCR med 100 medlemmer og et tilsvarende antal fra Nibe Motionisterne har taget et gevaldigt praktisk slæb. Økonomisk får vi næppe et overskud, men vi forventer, at arrangementet løber rundt. Bekim Christensen - professionel kører i Team CSC - imponerede med en 17.-plads for nylig i Schweiz Rundt. I fredagens enkeltstart i Nibe gjorde han det også godt med en sjetteplads som facit 1.15 minut efter vinderen Michael Blaudzun. Bekim Christensen er på baggrund af ikke mindst præstationen i Schweiz blevet udtaget som den sidste mand på CSC-holdet til Tour de France. Bjarne Riis - direktør i Team CSC - fulgte med stor interesse kørernes indsats på de 39 kilometer enkeltstart, og efterfølgende var den tidligere Tour de France-vinder i målområdet. Her blev der også tid til at skrive autografer for ungdommelige cykelentusiaster, der stadig husker hans berømte vinderkys.