Rundt om EM

Per Krøldrup - reserve i midterforsvaret - er rykket længere ud i kulissen, efter at han i hvert fald på rygtebasis bejlede til en plads i startopstillingen mod Italien. Nu måtte han se René Henriksen og Martin Laursen spille så stærkt i alle 90 minutter, at duoen uden tvivl får genvalg mod Bulgarien, og i tirsdags vred Per Krøldrup om på foden, så han som den eneste i truppen måtte kvitte træningen i går. Daniel Jensen - lillebror til Niclas Jensen - nyder at få lidt mere tid sammen med brormand end normalt. Vi plejer kun at ses i jule- og sommerferien, siger Daniel Jensen som med et glimt i øjet dog erkender at tre og en halv uge sammen med storebror er ved at være nok. Jon Dahl Tomasson - landsholdets topscorer - forventer en svær kamp i morgen i Braga på trods af Bulgariens 0-5 åbning mod Sverige. - Vi har set kampen på video, og i den første time blev svenskerne spillet ud af banen. Men vi har kvaliteter til at slå bulgarerne, siger Tomasson, der ærgrer sig over sit gule kort mod Italien, hvor han oven i købet følte sig snydt for mindst et straffespark. Thomas Sørensen - målmand - maner til respekt for Bulgarien. - De var spillemæssigt bedst mod Sverige, der profiterede af klogskab og organisation.