Rundt om EM

{ Rasmus Würtz - anfører - var efter træningen i aftes fuld af lovord om græstæppet og omgivelserne på Aveiro Estadio Municipal, der blev bygget til EM-slutrunden i 2004 og har et enestående look med sine mangfoldige kulører på både bygninger og siddepladser. Det specielle stadion kan rumme 32.000 tilskuere og er til daglig hjemmebane for Aveiro, som netop har sikret sig oprykning til den bedste portugisiske række. { Flemming Serritslev - landstræner - er så tilfreds med alle facetter af forberedelserne, at han på forhånd udelukker enhver undskyldning, hvis holdet ikke klarer sig godt. Af de 22 spillere i truppen er der i aften kun frafald for Niki Zimling, der ventes spilleklar på fredag mod Holland. { Alan Yefet - israeler - er udpeget som dommer i Danmarks opgør mod Italien. { Alberto Aquilani - midtbanekreatør fra Roma - er sendt hjem fra EM med en knæskade. I stedet har Italien indkaldt Davide Biondini fra Reggina. Fraværet af Alberto Aquilani vurderes som en klar svækkelse af holdet. { Claudio Gentile - Italiens træner - erkender, at den anden EM-pulje tegner stærkere. - Men vi har ikke allerede billetten til semifinalen i lommen, for vi skal møde tre fremgangsrige nationer, der vil være ivrige efter at vise deres klasse, siger han med henvisning til Danmark, Holland og Ukraine. { Cesare Bovo - Roma-forsvarer - udpeges af træner Claudio Gentile som Italiens leder på banen, assisteret af midtbanespilleren Marco Donadel. { Stephan Andersen - målmand, der som omtalt andetsteds nu får comeback på A-landsholdet - spillede en uheldig rolle med et selvmål, da det danske U21-landshold for to år siden missede EM-slutrunden via 1-1 hjemme og 0-0 ude i playoff-kampene mod Italien. Tidligere er Danmark i U21-sammenhæng blevet elimineret af Italien i semifinalen i 1992 og i kvalifikationsturneringen til EM i 2000. Og alle tre gange - i 1992, 2000 og 2004 - har Italien erobret EM-titlen, som støvlelandet også hjemførte i 1994 og 1996!