Rundt om FCN - HI

Nørresundby 2. september 2002 08:00

Christian Stensborg - HI-målmand - leverede en flot indsats i vendelboernes mål, især stærk i luftrummet, og var chanceløs ved alle tre FCN-scoringer. Han præsterede kampens flotteste redning syv minutter før tid, mens HI stadig førte 2-1, på et hovedstød fra Glenn Gundersen fra nært hold. Richard Møller Nielsen - tidligere landstræner i fodbold for både Danmark, Finland og Israel - var blandt de mange tilskuere på Provstejorden, og fynboen fik en kamp af høj klasse og med stor intensitet at se. Hans søn, Tommy Møller Nielsen, virker som bekendt som højre hånd for træner Flemming Nielsen i klubben. Phong Dao - utrættelig midtbaneslider hos FCN - spillede en kamp af meget høj klasse. Han kastede sig ind i alle tacklinger, kom gang på gang på tværs, når der var behov for at gribe ind, og skånede på ingen måde sig selv. Et sandt arbejds-raseri af den vellidte spiller. Daniel Kristensen - matchvinder for FCN med en frispark-scoring i sidste minut - havde allerede i første halvleg vist sig farlig på frispark. Han sendte nemlig bolden på overliggeren i en lidt sværere situation, et frispark fra hjørnet af HI's straffesparkfelt. Jørgen Steffensen - HI-træner - var som sine spillere skuffet over kampens facit. - Vi havde fortjent i det mindste det ene point, men vi går ned på tre dødbolde. Det var ikke retfærdigt, for vi holdt dem jo længe fra reelle chancer. De får lagt et godt tryk til sidst, især da Jeppe Lynge Larsen kom ind, og vi måtte tage Ziad Saliba ud. Det fik os længere tilbage på banen. Men vi skal også tage det positive med fra den her kamp. Vi har fået skabt et godt hold nu, og jeg synes, det ser lovende ud. Flemming Nielsen - FCN-træner - havde rævesmilet på oven på den sene sejr. Han havde pointeret over for sine spillere, at det var vigtigt, at de blev ved, og hele tiden troede på chancen. Og så fik han også skabt bedre balance i sit holds spil, da han sadlede om til 4-4-2 fra anden halvlegs start. Det var via godt spil over kanterne, at FCN-spillerne fik skabt de dødbold-situationer, der i sidste ende gav dem sejren. Adnan Begovic - målscorer til 1-0 for Hjørring - kunne have nettet til 2-0 også, da han 10 minutter efter pausen blev spillet fri af Ziad Saliba. Men Begovic tøvede en kende, på tomandshånd med målmand Brian Ulstrup, og til sidst blev hans skud blokeret. Lars Halskov - nordjysk dommer - dømte sin kun tredje 2. divisionskamp. Han kom på en vanskelig opgave, da intensiteten i kampen steg mærkbart, og frustrationer ulmede under overfladen hos flere af aktørerne. Så efter næsten en time uden anvendelse af kort måtte han ty til det gule, og hive det op af lommen fem gange, de fire første til FCN-spillere. Men Halskov slap ikke grebet om kampen og virkede myndig til det sidste - omend der i hjemmeholdets lejr var lidt frustrationer over især advarslen, der overgik Glenn Gundersen i en nærkamp. Ingen af FCN-spillerne, der så gult, ryger dog i karantæne i denne omgang. Kasper Burholt - lille, væver HI-spiller - var på sporet af at bringe sit hold foran 3-2 minuttet efter, at FCN havde udlignet i det 85. minut. Fra venstre side i straffesparkfeltet fik han affyret et rigtig godt skud, men målmand Brian Ulstrup var på plads og fik afværget til hjørnespark. Lars Mynderup - tidligere AaB- og Nørresundby-spiller hos FCN - måtte udgå i pausen med rygsmerter. Han havde fået pladsen, som Jakob Berger normalt besætter, men en skade hindrede den sædvanlige anfører i at deltage i lokalopgøret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...