Rundt om Fox-Horsens

Mia Falk - stregspiller hos Horsens HK - er sammen med klubkammeraten, fløjspilleren Jane Wangsøe, udtaget til det danske A-landshold, der deltager i en firenationersturnering i Frankrig senere i oktober. Førstnævnte kom aldrig til at spille nogen rolle overfor det solide midterforsvar hos Fox, men til gengæld imponerede Jane Wangsøe fra venstrekanten med en stribe sikre afslutninger. Johanna Wiberg - stor og stærk svensk stregspiller hos Fox - var sikkerheden selv i sine afslutninger. Tre gange inden pausen fik hun nettet, men i anden halvleg nåede indspillene aldrig ind til hende. Til gengæld udgjorde hun hele tiden en sikker forsvarsformation sammen med Lilian Thørholm. Heine Eriksen - tidligere cheftræner i Fox Team Nord - overværede kampen mellem nordjyderne og Horsens, hvor han også har været træner. I denne sæson er han chef i Randers HK, som møder netop Frederikshavn Fox på søndag i Ulvehøjhallen i udkanten af Randers. Normalt ville kampen blive spillet i Randershallen, men den er optaget til anden side. Inden opgøret i Arena Nord tippede han en sejr til frederikshavnerne, men det tip gik altså ikke hjem. Teresa Utkovic - højrefløj hos Fox - må i endnu et par måneder sidde udenfor ovenpå to knæoperationer. Hun var også at finde på tilskuerpladserne til lørdagens kamp, men genoptræningen går planmæssigt, og den lille svensker forventer at kunne spille ligakampe i nærheden af jul. Maria Nørgaard -målvogter hos Fox lejet i denne sæson af Aalborg DH - fik kun en enkelt og kortvarig optræden i lørdagens kamp. Ved stillingen 16-17 kom hun ind til et straffekast men formåede at redde skuddet fra Horsens' Christina Kærup Pedersen. Anders Thomsen - cheftræner i Frederikshavn Fox - tog sin timeout i første halvleg allerede efter ni minutters spil. Da førte gæsterne 5-2, og de gode råd til spillerne hjalp i hvert fald så meget, at Fox kom op på 6-6 i løbet af kort tid.