Rundt om Fox - Skovbakken/Brabrand

Håndbold 2. marts 2003 07:00

Ingrid Hrckova (billedet) - velskydende bagspiller hos Fox - var kampens oplevelse med 11 scoringer. Hendes antrit er formidabelt, og så har hun en skudafvikling så hurtig, at selv de bedste keepere sjældent når at komme i stilling til at parere. I går var der stort set kun én alvorlig misser fra Hrckovas hånd: da hun sluttede kampen af med at brænde et straffekast, efter at have scoret sikkert på tre andre af slagsen. Jens Bruun - træner for Skovbakken/Brabrand - fortrød nok, at han i første halvleg allerede havde brugt sin time out ved stillingen 5-2 efter fem et halvt minut. Syv minutter senere stod det nemlig 10-3, og det så rigtig skidt ud for århusianerne, som slet ikke kunne få hold på afslutningerne. En stribe skud over og forbi mål, suppleret med en del stolpe-træffere, gjorde sagen ekstra svær for gæsterne. Helle Dam Nielsen - stor og stærk Fox-spiller - udfyldte sin rolle som forsvarsspiller fint i første halvleg. Hun var, sammen med Lilian Thørholm og Heidi Johansen, i stand til at skabe et meget effektivt paradeforsvar. Og da der i anden halvleg blev lukket af for storskydende Ingrid Hrckova i angrebsspillet, tog Helle Dam Nielsen flot over og scorede sit holds mål nummer 20, 21 og 23, da det igen blev nødvendigt at trække fra gæsterne. Rikke Nicolaisen - førstemålvogter hos Skovbakken - fik ikke lang tid på banen, før Lene Aggerholm allerede tidligt i første halvleg afløste hende. Og dermed fik opgøret ikke færre end fem keepere i aktion i Sæby Fritidscenter. Mette Nielsen - playmaker hos Fox Team Nord - var stadig mærket af det slag i hovedet, hun fik i hjemmekampen mod Tvis/Holstebro, så hun blev sparet. Men som træner Heine Eriksen konstaterer, så er der nok en grund til, at knock out'ede boksere får tre ugers karantæne, og man vil i hvert fald ikke tage nogen risici med Mette Nielsen - som dog står klar i kulissen til et comeback allerede tirsdag, når Fox Team Nord igen spiller i Sæby Fritidscenter, en prestigefyldt pokalkamp mod lokalrivalerne fra 1. division, Sindal. Gitte Aaen - fløjspiller - var den eneste af slagsen hos Fox, som kom på scoringslisten, og det blot med én enkelt træffer. Og her er holdets mest iøjnefaldende svaghed lige i tiden. De skarpe skytter fra kanterne er der simpelthen ikke.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...