Rundt om Fox Team Nord - team Tvis/Holstebro

} Mette Nielsen - rutineret bagspiller i Fox Team Nord - måtte melde fra til kampen på grund af hælproblemer, som igennem et stykke tid har plaget hende. I lørdags valgte hun dog at spille i topbraget mod SønderjyskE, og her var det bestemt ikke at se, at hun døjer med en skade. Tværtimod spillede hun sin bedste kampe igennem lang tid. Som gardering på bænken havde Fox Team Nord den unge fløj og bagspiller Camilla Nørgaard, der dog ikke kom på banen. } Kenneth Jensen - ekstræner i Aalborg DH - var i Arena Nord med videokameraet. Som cheftræner i Silkeborg-Voel KFUM skal hans mandskab på lørdag møde Team Tvis Holstebro, og de to klubber kæmper om tredjepladsen i rækken efter Fox Team Nord. Kenneth Jensen forventer, at han i denne uge forlænger samarbejdet for næste sæson med Silkeborg. } Hanne Frandsen - keeper i Fox - kom på banen ved stillingen 12-9 efter 17 minutters spil. Hun brillerede flere gange ved at redde skudforsøg fra Team Tvis-spillere i fri position, og desuden leverede hun et par lange, præcise udkast til Gitte Aaen, der løb igennem og scorede. } Ola Månsson - cheftræner i Fox Team Nord - fik slet ikke taget sin timeout i første halvleg, og efter pausen skete det først efter en stribe af afbrændere fra hans spillere ved stillingen 26-20. } Lene Kragh - højrefløj i Fox -blev groft snydt for et straffekast, da hun ved stillingen 22-14 slap fri i en kontra og blev skubbet i ryggen. I stedet lod dommerparret spillet fortsætte, og det gav straks en scoring den anden vej. } Anja Kristensen - bagspiller i Fox - var akkurat som i lørdagens topbrag meget svingende i sit spil. Også som straffekastskytte, idet hun misbrugte muligheden én gang før pausen men trods alt fik scoret på to andre forsøg.