Håndbold

rundt om fr. havn fox - odense

{ Idrætshallen - Frederikshavn Fox’ hjemmebane før Arena Nord så dagens lys - lagde i aftes gulv til topkampen mod Odense HF. Det skyldes, at Arena Nord i weekenden skal huse en forårsmesse, og det var arenaen ved at blive gjort klar til. Det var første gang i denne sæson, at de nordjyske ræve var på visit i den gamle hal. { Lene Kragh - fløjspiller - var som ventet med hos Frederikshavn Fox i stedet for den syge Anna Knutson. Lene Kragh har ikke spillet for Fox siden holdets sidste kamp i sidste sæson. Tiden siden har hun blandt andet brugt på at få sønnen Jonas. I aftes stod hun dog ikke på holdkortet fra start, da Fox-træner Anders Thomsen også havde Mette Kjærsgaard i baghånden. { Jan Larsen - Odense-træner med dybe rødder i nordjysk håndbold - måtte efter 20 minutters spil indkassere en advarsel i forbindelse med et Fox-straffekast. Omtrent samtidig med, at Lina Möller gjorde sig klar til at kaste, hev Jan Larsen målvogter Gitte Karlson ud og sendte Jessica Pengel ind i stedet. Det syntes dommerne, Jan Larsen burde have klaret længe forinden. { Gudbjörg Gudmannsdottir - lynhurtig venstrefløj hos Fox - var første halvlegs helt store oplevelse. Hver eneste gang Fox erobrede bolden fra gæsterne, så var den fodrappe islænding faktisk allerede helt oppe ved gæsternes mål, og alene i de første 30 minutter satte hun seks dødsikre scoringer ind på den konto. { Hanne Frandsen - Fox-keeper - vogtede hjemmeholdets mål fra start, og den rutinerede målvogter var i høj grad med til at pille troen ud af Odense-spillerne med en række fornemme indgreb. Fra starten af anden halvleg overtog Ditte Marie Andersen pladsen i ræveburet. { Lina Möller - Fox-svensker - var en sikker straffekastskytte for vendelboerne. Fire gange på fem forsøg scorede hun fra pletten. En enkelt gang i første halvleg lod hun Judith Csenki-Seraly forsøge sig fra syvmeteren - med det resultat, at ungareren brændte! { Mai Hygum Andersen - Odense-spiller - fik den tvivlsomme ære af at blive ramt af topopgørets første udvisning, som faldt fem minutter inde i anden halvleg.