Rundt om Hjørring - Fredericia

Hjørring 9. september 2004 06:00

Jacob Laursen - tidligere landsholdsspiller og udlands-professionel - styrede med stor rutine og autoritet Fredericias forsvar. Sammen med Lars Olesen udgjorde han midter-bolværket, og der skulle mere end almindeligt søfarts-kendskab til at styre skuden uden om den konstellation. Mauricio Rojas - HI-forsvarer - fik en opsang af sin målmand Christian Stensborg, da keeperen i en situation ville tage bolden på et tværindlæg - og havde meldt sin handling klart og tydeligt. Men Rojas sparkede den hen til en Fredericia-angriber, som dog havde ryggen mod mål og ikke fik udnyttet chancen. Mads Knudsen - back hos HI - havde rigtig godt fat i sine defensive pligter i højre forsvarsside og virkede både boldsikker og påpasselig. Jonas Nedlyng - Fredericia-forsvarer - blev sendt på banen fra anden halvlegs start, og blot to minutter efter var han tæt på at skulle ud igen. Han rev HI's Jesper Bunde om kuld, og det kunne dommer Johnny Røn godt have takseret til rødt kort, for Nedlyng lignede sidste mand. Man han slap med en advarsel. Ziad Saliba - angriber - arbejdede ihærdigt i front på svære betingelser, for det var sjældent, HI havde den fornødne støtte til den enlige angriber, og så fik gæsternes forsvar lettere ved at pakke Saliba sammen. Ole Fritsen - Fredericia-træner med fortid i Vejle som både aktiv og træner - kunne tillade sig at spare på holdets kræfter og allerede i pausen tænke på næste opgave, da han satte to reserver på banen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...