Rundt om Jetsmark - Esbjerg

Mickael Murcy - fransk angriber i Esbjerg, som er hentet til landet for at score mål i Superligaen - måtte denne lørdag affinde sig med en rolle på klubbens andethold. Og nok scorede han på et brag af et skud, da han reducerede til 2-1, men ellers var han ikke iøjnefaldende. Han misbrugte i øvrigt en kæmpemulighed for at score kampens første mål, da han midt for mål sendte bolden over på et perfekt tværindlæg. Brian Ulstrup - Jetsmark-keeper - havde det svært i de situationer, da han skulle sparke bolden op ad banen efter tilbagelægninger. Det blev som regel til skæverter ud over sidelinjerne. Til gengæld præsterede han en kanonredning straks efter pausen, da Esbjergs Thomas Sørensen fik et rigtig, godt træf til bolden fra syv-otte meter. Ulstrup var ude i fuld længde og fik afværget en 1-1 scoring fra gæsterne. Simon Josefsen - hurtigløber - spurtede fra alt og alle i det 68. minut, da Esbjerg anede fred og ingen fare. Men Josefsen skal man altid have øje på, for han er så hurtig, at selv en 100 meter løber vil have svært ved at følge ham. Han kom også helt fri til skud, men sendte bolden lige over mål. Bo Zinck - stor og stærk midterstopper - spillede fremragende i Jetsmarks forsvar. Det, han ikke fik raget væk i luftrummet, er ikke værd at tale om. Han fik god støtte af rutinerede Torben Andersen ved sin side, og selv om Jetsmark var under kraftigt pres ved stillingen 2-1, så var især de to garanter for, at den sidste bastion holdt stand. Thomas Buus - hårdtarbejdende angriber for Jetsmark - lavede et par scorings-oplæg helt i topklasse, da hjemmeholdet kom på 2-0. Især scoringen til 1-0 var et mønsterangreb, og Buus brillerede ikke kun med at rykke sig fri, men også med to identiske, flade afleveringer skråt bagud til målscorer Peter Tranberg. Flot overblik af Buus.