rundt om jm

Boksning 29. januar 2007 05:00

{ Jesper Kristiansen, tidligere profbokser hos såvel promotor Anders Vester og Mogens Palle, er i dag cheftræner i Varde AK. Ved JM i Vejle havde han to boksere med i finalerne - nemlig Yvonne B. Rasmussen, som slog Sisse Larsson fra AK Jyden i kampen om JM-guldet i weltervægt samt Michael Kihl, som tabte finalen i sværvægt til Peter Gram fra Esbjerg. { Nebil Yiman, bantamvægter fra Vejle-klubben Wedala, kom langt om længe i kamp ved et JM, hvor han i flere år har været eneste tilmeldte i fluevægt. I år er han gået en vægtklasse op, og det gav en finale mod hans tidligere klubkammerat fra Give AK, 17-årige Jonas Fantassi. Give-bokseren vandt i 2006 både JM og DM som junior, men han er endnu langt fra at være en alvorlig trussel for Nebil Yiman, der har både EM-deltagelse, to CBC-guldmedaljer samt en titel som årets danske bokser i 2004 på sit CV. I går vandt han JM-titlen på point, 20-2. { Pernille Kyed Jensen, 19-årig letweltervægter fra AK Jyden i Aalborg, viste stort mod, men var chanceløs i JM-finalen mod den langt mere rutinerede Malene K. Nielsen fra Aarhus ABK. Mens Pernille Kyed Jensen bare boksede sin sjette kamp, så var JM-finalen Malene K. Nielsens 41. kamp, og hun vandt så klart som 43-4. Allerede efter første omgang var Aalborg-pigen bagud med 16-1, og det mønster formåede hun ikke at bryde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...