Rundt om julestævnet

Kenneth Andersen - Sparta-es som skulle have gjort comeback med en kamp mod Frank Rasmussen, FAK, Århus - måtte give op over for den begyndende influenza, han var røget ind i allerede før jul. Derfor blev stævnet ikke på 13, men kun på 12 kampe. Niclas Knudsen - fnugvægter - fik æren af at åbne julestævnet, og det gjorde den 13-årige Lindholm-bokser med en tæt kamp mod den jævnaldrende Mathis Shannon, Nykøbing, som fik sejren med 3-2. Abdulla Gedi - drengebokser i mølvægt - fik i sidste øjeblik ny modstander, da Søren Hammer, Hobro, var blevet syg. Jakub Mammen fra Vitus Horsens trådte til i stedet, men han kunne ikke hindre Gedi i at få en sikker 5-0 sejr i Lindholm-bokserens debutkamp. Kasper Falck - Jyden-bokser i weltervægt - lignede en, der godt kunne bruge et par ekstra træningsrunder, for han hev tidligt efter luft. Men han kom bemærkelsesværdigt tilbage i sidste omgang mod Bernt Sørensen, Viborg, og sluttede godt af i en kamp, som var tæt, men som gav Kasper Falck en 4-1 sejr på hans gode, tredje omgang. Mats B. Svendsen - spartaner - lignede ikke en bokser, som er klar til de jyske mesterskaber. Han var kommet op mod en norsk højrefodsbokser - som sig selv - og det kunne Sparta-bokseren tilsyneladende ikke finde ud af, for den aalborgensiske mellemvægter var hele tiden et skridt bagefter, og fik aldrig styr på en kamp, som Glodi Eneste fra Kristiansand vandt ganske klart med 5-0. Mikkel P. Petersen - letsværvægter fra Lindholm BK - viste i sin kamp mod Per Jensen, Randers AC, at han har lært lektien i træningslokalet: Bearbejd mellemgulvet. Det gjorde han flot i første omgang, men han åbnede kampen i anden omgang, da Randers-bokseren fik lov at dominere. Tingene var dog bragt på plads igen i sidste omgang, og så boksede Mikkel P. Petersen sig til en indiskutabel sejr med dommerstemmerne 5-0, hans første i en boksering, som kom i fjerde forsøg. Sisse Larsson - Jyden - kom målbevidst til opgøret mod sin 17-årige norske modstander Stephanie Hirst fra AIK Lund i Kristiansand, og det gav den norske kvinde en hård medfart. Blodet flød hurtigt fra en hårdt bearbejdet næse, og i anden omgang sendte Sisse Larsson sin modstander i gulvet efter konstant at have presset hende baglæns. Stephanie Hirst kom op, men slog opgivende ud med armene, og Sisse Larsson fik både bifald og en flot sejr på r.s.c. i anden omgang.