Rundt om kampen

} Marco Reda og Thomas Augustinussen - AaB'ere - var i det 17. minut begge så ivrige efter at heade en hjørnespark fra Allan K. Jepsen i mål, at de stødte hovederne sammen, så den store chance gik tabt. } Jens Waltorp Sørensen - AaB's målmandsreserve - fylder i dag 20 år. Han har kun været i aktion i Superligaen én gang - i august 2003, da han efter pausen afløste en skadet Jimmy Nielsen i 0-1 nederlaget hjemme mod Frem. } Martin Wulff - dommer - ledede en AaB-kamp for første gang i denne sæson. Han er i alt noteret for 20 superligakampe og har endnu ikke uddelt et rødt kort. } Marco Reda og Mattias Lindström - udenlandsk duo, der kom til AaB i vinterpausen - er ubesejrede i de kampe, de har været med fra første fløjt. Begge startede på bænken i AaB's hidtil eneste nederlag i foråret, 1-2 i Viborg. } Simon Bræmer - ung angriber, der stoppede sin målhøst efter fire træffere i to kampe, spillede sin 16. superligakamp for AaB og har endnu ikke været på banen i alle 90 minutter. I går blev han efter 19 minutter spillet fri af Martin Ericsson og blev kantet af Heath Pearce i det kriminelle felt, mens AaB'erne appellerede forgæves for straffespark. } Mads Junker og Tommy Olsen - FC Nordsjællands topscorere med hver 10 træffere i denne sæson - blev holdt i ave af AaB-forsvaret for tredje gang i denne sæson. I det 39. minut fik Mads Junker en stor kontrachance, men skød over mål. } Francis Dickoh - midterforsvarer - vendte tilbage efter karantæne som forstærkning af FCN-defensiven, der slog store revner i det foregående 1-3 nederlag mod Esbjerg. } Túlio de Melo - brasiliansk angriber - startede for sjette gang i træk som bænkevarmer hos AaB, mens Jacob Sørensen optrådte i reserverollen for femte gang på stribe. } Rasmus Würtz - midtbanespiller - missede på grund af karantæne sin første AaB-kamp i denne sæson efter at være startet på banen i alle 26 foregående runder. } Trond Andersen - AaB'er, der i sidste uge forlængede sin kontrakt med klubben, fik ekstra hyldest i Farum. En kreds af de ca. 200 AaB-tilhængere præsenterede et banner med teksten "Vi har Trond Andersen". Den populære nordmand indkasserede i går et gult kort, men kan tåle endnu en advarsel, før der vanker karantæne. Også den anden AaB'er, der fik advarsel i går, Allan Olesen, kan være med på torsdag mod Viborg. Den solide højreback har tidligere i foråret afsonet en spilledags karantæne. } Thomas Kortegaard - ung AaB'er - afløste fra anden halvlegs start en skadet Marco Reda og blev placeret på den centrale midtbane, hvorfra Trond Andersen gled ned i midterforsvaret. Et kvarter efter pausen fyrede Thomas Kortegaard glimrende af på en fremlægning fra Martin Ericsson, men FCN-målmand Kim Christensen reddede flot i målhjørnet. } Johnny Pedersen - FC Nordsjællands cheftræner - mente, at holdet på baggrund af dominansen i anden halvleg havde fortjent et point. - Et sådant pres udløser normalt et mål eller to, men jeg må også give AaB's forsvarere den kredit, at de især håndterede vores mange indlæg rigtig dygtigt og virkede meget stærke i luften. Forsvarsmæssigt er AaB klart stærkere end deres nærmeste konkurrenter til tredjepladsen, FC Midtjylland og Esbjerg.