Rundt om kampen

Fodbold 1. september 2008 06:00

HENRIK IBSEN - målmand hos SønderjyskE - måtte hive en feberredning frem allerede efter fem minutter, da Kasper Risgård resolut sparkede på et fint indlæg fra AaB's højre back Kasper Bøgelund. Sekunder senere headede Caca på mål, men den afslutning kunne Ibsen til gengæld let gribe. MICHAEL JAKOBSEN - AaB-midterforsvarer - måtte lave et professionelt frispark, da han efter en god halv times spil blev bragt i problemer af en giftig tværpasning fra Kasper Risgård. Jakobsen var dog ikke sidste mand, så han slap med gult. HENRIK KRAGH - kampens dommer - har store ører. I hvert fald i overført betyd-ning. Han hev straks det gule kort frem til Kasper Risgård, da denne i det 36. minut kom med et enkelt udbrud i utilfredshed med et frispark for hands. Risgård svarede igen med et smørret grin, der afslørede, at han fandt det en overreaktion fra dommeren. ANDREAS JOHANSSON - offensivt kort på AaB's fem-mands midtbane - fik kort før første halvlegs udløb chancen for at heade bolden i tomt mål efter en halvklaring fra hjemmeholdets keeper Henrik Ibsen. Chancen opstod dog så pludseligt, at Johanssons hovedstød ikke var i nærheden af at ramme målet. CELTIC - AaB's første modstander i Champions League gruppespillet - havde sendt chief scout Tom O'Neill til Haderslev for at danne sig et indtryk af AaB's styrker og svagheder. Han noterede flittigt under kampen men nøjedes med at konstatere, at AaB gerne ville spille god fodbold. CACA - brasilianer tilbage i AaB's startopstilling - lod sig flere gange kyse af det fysisk hårde spil hos sønderjyderne. I stedet for at tackle forsøgte han at nipse bolden væk, hvilket for ofte betød farlige boldtab på midten af banen. JEPPE CURTH - AaB's enlige angriber fra kampens start - burde have scoret sit andet mål, da han kort før tid blev spillet fri af Kasper Risgård, men afslutningen gik en meter forbi fjerneste stolpe.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...