Rundt om kampen

Hviderusland 2. september 2002 08:00

Christina Bonde - landsholdsspiller hos Fortuna Hjørring - spillede vel en af sine dårligste kampe i lang tid mod Vejle. Det understregede hun blandt andet ved at misbruge et straffespark i første halvlegs sidste minut, efter at Vejles Rikke Hansen forinden havde fældet Janne Madsen i det kriminelle felt. Christina Bondes forsøg fra 11 meter-pletten blev blokeret af Lilli Nielsen i Vejle-målet. Johanna Rasmussen - U19-landsholdsspiller hos Fortuna Hjørring - har fået problemer med en betændt slimsæk i sit ene knæ efter hjemkomsten fra VM-slutrunden for U19-landshold i Canada. Derfor var det helt efter aftale, at hun startede kampen mod Vejle på bænken. Den 19-årige angriber fik de sidste 34 minutter på banen uden at komme på scoringslisten. En af de kommende dage skal hun undersøges af en knæspecialist for at få råd om, hvordan hun bedst bliver helt spilleklar igen. May Christensen - Fortuna-spiller med fortid i B52, Aalborg - har på det seneste haft problemer med sin lysken, og måske var det derfor, hun ikke viste meget på højrekanten i opgøret mod Vejle. Hun havde dog en fod med i Janne Madsens scoring til 1-0, men derefter forsvandt hun ud af kampen, og det var ganske forståeligt, at hun i det 67. minut måtte vige pladsen for unge Julie Hermansen. John Robert Larsen - bagmand i Fortuna Hjørring - har nu endeligt fået bekræftet, i hvilken rækkefølge Fortuna Hjørring møder sine tre modstandere, når klubben om godt tre uger drager til Hviderusland for at deltage i den indledende gruppe 6 i UEFA's Women's Cup. 25. september gælder det FC Codru Chisinau fra Moldavien. To dage senere venter islandske Breidablik, mens sidste kamp i gruppespillet bliver mod de hviderussiske mestre FC Bobruichanka 29. september. Madsen og Madsen - angrebsduo med fornavnene Janne og Lene - optrådte begge i målscorerens rolle mod Vejle. Janne Madsen åbnede scoringen efter godt en halv times spil, da hun med en lang tå fik prikket bolden i mål. Lene Madsens træffer til 2-0 blev fyret af med højrebenet en meter uden for straffesparksfeltet knap et kvarter inde i anden halvleg. Mens Lene Madsen spillede hele opgøret i front, så sluttede Janne Madsen kampen i forsvaret i de sidste 34 minutter, efter at angriberen Johanna Rasmussen blev sendt på banen i stedet for den irske forsvarsspiller Ciara McCormack. Steen Refsgaard - guldtræner i Fortuna Hjørring i sidste sæson - har fået selskab på bænken af en anden af klubbens tidligere guldtrænere. Jacob Nørgaard, der førte vendelboerne til det danske mesterskab i 1999, er netop blevet ansat som klubbens talenttræner og assistent for Steen Refsgaard. Nigeria - afrikansk stormagt i kvindefodbold - har i øjeblikket to unge 16-årige spillere på gæstevisit i Fortuna Hjørring. Agnes Egejuro og Chichi Igbo var begge med på det nigerianske klubhold Queens, som tidligere på sommeren vandt U19-rækken ved den store ungdomsturnering Dana Cup i Hjørring. Her afslørede de så stort et talent, at Hjørring-klubben sendte dem hjem med en invitation om at komme tilbage og blive året ud. Efter en del forviklinger frem og tilbage mellem klub, Dansk Boldspil-Union og det internationale fodboldforbund FIFA er de to spillere nu i Hjørring på et turistvisum, så de resten af efterårs-sæsonen kan forstærke vendelboernes hold i junior-DM rækken. I går var de to nigerianere banens bedste spillere, da Fortuna-juniorerne hjemme vandt topopgøret mod Vejle med 5-1.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...