Rundt om Limfjorden
Foredrag af Grethe Hagensen og Bent Jakobsen

Området omkring Limfjorden byder også på en helt fantastisk natur. Foto: Bent Jakobsen
FREDERIKSHAVN:Bibliotekar Grethe Hagensen og pressefotograf Bent Jakobsen, som tidligere har besøgt både Italien, Spanien, Portugal og Korsika med deres campingvogn, har igen været på farten, men denne gang til mere hjemlige himmelstrøg, en tur rundt om Limfjorden.
Deres rejseforedrag i lyd, musik og billeder kan opleves på Frederikshavn Bibliotek torsdag den 7. februar.
Limfjorden, Danmarks største indre farvand, byder på enestående natur, kunst – og kulturoplevelser. Vi skal besøge nogle af de steder, hvor forfattere og kunstnere gennem tiderne har boet og ladet sig inspirere: Kunstnerægteparret Nanna og Jeppe Aakjærs Jenle. Aksel Sandemoses Jante. Familien Jensen i Farsø. Olga og Johannes Buchholtz` kunstnerhjem i Struer og mange flere.
Malerne Jens Søndergaard og fætrene Jens og Kristen Bjerre hører selvfølgelig med, men også nulevende kunstnere som Kirsten Klein, Erik Heide og Per Kirkeby. Listen over afdøde og nulevende forfattere og kunstnere i Limfjordslandet er lang, men vi kommer omkring en stor del af dem.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.