Rundt om Lyngby - AaB

Fodbold 24. september 2007 06:00

{ Thomas Augustinussen - tilbagevendt AaB-dynamo - var sammen med Thomas Enevoldsen bænket fra start i opgøret i Lyngby. Træner Erik Hamrén mente, at netop de to havde brugt så mange kræfter i UEFA Cup-kampen mod Sampdoria, hvor de spillede fuld tid, at de skulle hvile. I stedet rykkede Kasper Risgård og Andreas Johansson sammen på midten, mens de to nye i startopstillingen var kantspillerne Mattias Lindström og Siyabonga Nomvethe. { Jesper Håkansson - Lyngby-angriber - slap nådigt med en henstilling, da han i det 20. minut var ude med riven efter Michael Jakobsen. To minutter efter var Håkansson så heldig foran AaB-målet, da han blev målscorer til 2-1 i en klumpspilsituation, hvor en AaB¿er tilsyneladende sendte bolden ind på Lyngby-angriberen, hvorfra bolden gik i nettet. Håkansson var seks minutter før tid lige ved at score igen, da han kantede Martin Pedersen og kom fri, men hans skud var en forbier. { Michael Jakobsen - AaB-målscorer på straffespark - blev vinket off side i det 32. minut, da han ellers skubbede bolden i nettet, efter at Siyabonga Nomvethe havde headet den på den ene opstander. { Allan Olsen - forsvarer hos AaB - var på et meget optimistisk soloraid i det 20. minut, og var faktisk uhyre tæt på at komme på skudhold efter en fin dribletur. { Rune Pedersen - Lyngby-målmand - var berettiget frustreret, da han ikke fik frispark, da Jeppe Curth pressede ham ud over baglinjen med bolden, så AaB i stedet fik hjørnespark. Rune Pedersen kylede bolden væk i irritation og fik en advarsel. Men Lyngby blev endnu hårdere straffet, da hjørnesparket gav AaB scoringen til 3-2 lige inden pausen. { Christian Holst - manden bag 1-0 scoringen - var en naturlig målskytte for Lyngby. Det var nemlig hans fjerde sæsontræffer og blot Lyngbys sjette. Og da Jesper Håkansson siden bragte Lyngby foran 2-1, var det første gang, holdet scorede mere end et mål i samme kamp. Christian Holst fortsatte så sin målserie straks i anden halvleg med sit femte mål i sæsonen, da han gjorde det til 3-3. Og han kunne, sekunder før tiden løb ud, have udlignet til 4-4, men skød fra få meter over AaB-målet. { Kim Aabech - Lyngby-spiller - bragede på fornemste vis bolden på den ene trekantsammenføjning direkte på frispark i første halvlegs sidste sekunder. { Jeppe Curth - hårdtarbejdende angriber - har vist fint stigende formkurve, men kom, trods fire AaB-scoringer, ikke på måltavlen denne søndag. Han følte sig snydt for et straffespark midt i anden halvleg, fik alligevel scoringschancen, da han kom op igen, men sendte bolden snert forbi. { Allan Kuhn - assistenttræner hos AaB - erkendte, at der blev leveret et forsvarsspil, han ikke kunne genkende. Han mente, der kunne være tale om manglende ydmyghed over for Lyngby, som han vidste ville spille godt fodboldspil, men som han ikke havde regnet med skulle score tre så lette mål mod AaB. Så også Allan Kuhn glædede sig over, at han alligevel kunne stå og sige, at det var stærkt af spillerne at vinde en udekamp, når man lukker tre kasser ind selv.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...