Badminton

Rundt om nordjysk badminton

Kurt Jeppesen - formand for Aalborg Badminton - har i denne sæson også stået i spidsen for Lindholm, men træder tilbage på klubbens generalforsamling 28. april for at hellige sig opgaverne omkring holdfællesskabet. Lykke Møller - dansk U19-mester i damesingle - forbereder sig sammen med klubkammeraterne fra Lindholm, Nanna Brosolat og Søren Frandsen, til et af sæsonens højdepunkter, ungdoms-EM i Esbjerg i midten af april. Alle tre spillere er realistiske medaljebud. Henrik Geisler - mangeårigt farverigt islæt på Frederikshavns bedste badmintonhold - stiller nu sin erfaring og ekspertise til rådighed for fællesholdet for Frederikshavn og Skagen, Vendsyssel, der i debutsæsonen rykkede op i 1. division. Henrik Geisler afløser i næste sæson Carsten Bunk som den ene halvdel af trænerparret, mens Jan R. Jensen fortsætter. Gitte Paulsen - tidligere mangedobbelt danmarksmester for Triton - er blandt drivkræfterne i DBF Nordjylland og Aalborg Badminton, der planlægger at arrangere senior-DM 2004 i Aalborg Stadionhal fra 29. januar til 1. februar. Aalborg Badminton er klar til at varetage de praktiske opgaver og forventer tirsdag at underskrive kontrakten med Danmarks Badminton Forbund. Kenneth Larsen - sportschef i Aalborg Badminton - er klar til en ny tørn i næste sæson, men kontrakten står og falder med, om holdfællesskabet får positivt svar på en ansøgning til Elite Sport Aalborg om et tilskud på 90.000 kr. Den tidligere landstræner tilskrives en stor del af æren for mange spilleres eksplosive udvikling og holdets forbliven i 1. division. Jan R. Jensen - Vendsyssel-træner - er imponeret af træningsintensiteten på Aalborg-holdet og lægger især på herresiden op til skærpede krav i næste sæson, hvor spillerne efter hans opfattelse bør svede på træningsbanen mindst tre gange om ugen.