EMNER

Rundt om OL

Victor Feddersen - tidligere medlem af "Guldfireren" - måtte i går sande, at hans drøm om en plads i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ikke gik i opfyldelse. Feddersen stillede op som dansk kandidat til aktivkomitéen under IOC, hvor de valgte er fuldgyldige medlemmer af IOC. Feddersen sluttede valget på en 14.-plads med 640 stemmer, hvilket langt fra var nok til at få en af de fire pladser. Atletikstjernerne Frank Fredericks, Jan Zelezny og Hicham El Guerrouj satte sig på de første tre pladser, mens den egyptiske svømmer Rania Eleawi fik den sidste plads i aktivkomitéen med 1.186 stemmer. Nicklas Holm og Claus Olesen - danske starbådssejlere - fik i går ødelagt drømmen om en olympisk medalje i starbåd i Athen. En dyr dag med en næstsidsteplads og en 14.-plads i to sejladser sendte dem fem pladser ned til en samlet niendeplads, og en top tre-placering er uden for rækkevidde før sidste sejlads på lørdag. Niende sejlads var begyndelsen til enden for feltets yngste skipper 23-årige Nicklas Holm og hans gast Claus Olesen, da de krydsede målstregen som nummer 16. Det sendte den danske starbåd ned på en ottendeplads, men det kunne reddes med et topresultat i 10.-sejlads. Det udeblev. Brasilianerne Torben Grael og Marcelo Ferreira snuppede på imponerede vis guldet allerede inden sidste sejlads på lørdag. USA - basketnation - bremsede i en spændende og tæt OL-kvartfinale mod Spanien foreløbig den historiske nedtur, de højt betalte NBA-stjerner ellers havde indledt i Athen. Mod indtil da ubesejrede Spanien vandt amerikanerne 102-94 til stor utilfredshed i Olympic Indoor Hall i Athen, hvor næsten alle de 14.526 tilskuerpladser var besat til spaniernes fordel. Langt hovedparten af de medlevende og højrøstede fans var mildt sagt ikke amerikanerne venligt stemt. Det vil de sandsynligvis heller ikke være i semifinalen, hvor enten Argentina eller Grækenland venter. Fani Halkia - Grækenlands nykronede guldvinder i 400 meter hækkeløb - må sande, at mistanken om dopingsnyd ligger latent ved OL i Athen. Den 25-årige græker var for et år siden total ukendt i atletikverdenen, men hun vandt alligevel onsdagens OL-finale med historiens sjettebedste tid. Hun havde mere end et halvt sekund ned til nummer to - en imponerende tidsmargen, der ikke er set større ved de seneste fem OL. Guldvinderen blev da også efter finalen mødt med spørgsmål, der såede alvorlig tvivl om hendes mere end almindelige fremskridt på træningsbanen. Men de spekulationer kunne hun kun afvise. Olena Olefirenko - ukrainer og hendes tre kollegaer i dobbeltfireren - måtte torsdag aflevere deres bronzemedaljer tilbage, efter Olefirenko var dumpet i en dopingtest. Den 26-årige roer blev testet positiv for brug af det forbudte stof ethamivan, efter hun søndag vandt bronze i kvindernes dobbeltfirer. Det siger en talsmand for Den Internationale Olympiske Komité (IOC). De australske kvinder overtager bronzemedaljerne. En ungarsk vægtløfter blev også torsdag smidt ud af OL, fordi han nægtede at gennemføre en dopingtest efter at have konkurreret i 105-kilo-klassen tirsdag. Han er den tiende vægtløfter ved OL i Athen, der enten bliver taget med en positiv dopingtest eller nægter at tage en test. Rasmus Henning - dansk triathlet - kom til OL som en af favoritterne, men danskeren måtte torsdag i Athen lade sig nøje med en syvendeplads, knap halvandet minut efter vinderen, Hamish Carter fra New Zealand. Bevan Docherty, også fra New Zealand, erobrede sølvmedaljen, mens schweizeren Sven Riederer tog bronzen. Rasmus Henning var et stykke nede i feltet efter den halvanden kilometer lange svømmetur, men danskeren var hurtigt helt fremme i frontgruppen på den 40 kilometer lange cykeltur. Desværre kunne han ikke holde fast i de forreste på den skrappe stigning, der skulle sætte sit afgørende præg på konkurrencen, og på den afsluttende 10 kilometer lange løbetur var han aldrig i nærheden af medaljedrømmen.