rundt om pokalfinalen

Foto: Grete Dahl

Foto: Grete Dahl

{ Fortuna, ren kvindeklub i fodbold, fylder 40 år til efteråret, og sæsonen har et helt overordnet mål: At tage alle tre mulige DM-titler. Efter at indendørs-mesterskabet blev erobret tidligere kom pokalfinalen så i går. Og nu handler det om det fineste af de tre trofæer, DM-titlen i ligaen, hvor Brøndby er den hårde rival. { Hjørring Stadion, næsten uindtagelig fæstning for fremmede hold i kamp mod Fortuna, lagde for første gang græs til en pokalfinale. 13 gange tidligere er der spillet om pokalen, de fleste gange, nemlig seks, på Odense Stadion, og her har Fortuna hentet tre af sine nu seks pokaltitler, endda tre år i træk, 2000, 2001 og 2002. Kun en gang har kvinderne fået lov at spille finalen i Parken, i 1996, og da hed vinderen også Fortuna Hjørring. Den første aktie i pokalen hentede vendelboerne året forinden, da på Parkens nabobane, Østerbro Stadion. { Heidi Johansen, Fortuna-målvogter, blev kun sat på en alvorlig prøve. I det 20. minut fik Skovbakkens Nanna Johansen en friløber, med Heidi Johansen gik frem og stod på rette sted og greb bolden, da gæsternes angriber ville sende den over hende. { Birgit Christensen, stærk midtbanespiller, kunne have lukket kampen allerede inden den halve time, da hun fik frit skud fra kanten af straffesparkfeltet. Men Skovbakken-målvogter Susanne Graversen fik pareret og derved afværget den 2-0 scoring, som Fortuna-spilleren alligevel fik sat ind i anden halvleg på et godt hovedstød efter hjørnespark fra Johanna Rasmussen. { Runa Vikestad, stærk, norsk forsvarer, kom på tværs og satte en effektiv tackling ind i helt rette øjeblik, da Skovbakken kort efter pausen var på sporet af en udligning via et opspil midt igennem Fortunas forsvar. { Nanna Johansen, målscorer for Skovbakken, var ikke helt tilfreds med dommerkendelsen i første halvleg, da hun misbrugte en friløber på målmand Heidi Johansen. Skovbakken-spilleren mente nemlig, at Heidi Johansen var uden for straffesparkfeltet, da hun greb bolden. Det kunne have kostet Fortunas ankerkvinde et rødt kort, og så er det ikke sikkert, at den spinkle 1-0 føring havde været nok for vendelboerne til at vinde kampen. { Henrik Nystrup Kragh, Superligadommer, havde et let job i kvindernes pokalfinale. Han fandt ikke anledning til at dele kort ud overhovedet, men det så også ud, som om spillerne ikke var i tvivl om hans kompetence, og derfor agerede derefter.