Fodbold

Rundt om Rumænien - Danmark

Ståle Solbakken - tidligere AaB'er - var også blandt tilskuerne på Lia Manoliu stadion i Bukarest. Nordmanden er tilknyttet det norske fodboldforbund som assistenttræner for deres U 21-landshold - men han så ikke den danske U 21-sejr fredag på 1-0 over Rumænien. Han var kun kommet til A-landskampen med henblik på at samle informationer til den norske A-landsholdstræner Niels Johan Semb om de to hold. Norge spiller som bekendt i Parken i København mod Danmark allerede 7. juni, og har senere en hjemmekamp mod Rumænien, idet nordmændene tidligere har vundet 1-0 i Bukarest. Ståle mente i øvrigt, at danskerne havde været både dygtige og heldige til at udnytte situationerne i kampen - og det var naturligvis ikke lige det ønskeresultat, han som nordmand havde set på kampen. Filipescu - rumænsk forsvarsspiller - pådrog sig af uvisse årsager hjemmepublikummets mishag, da slaget hen i anden halvleg var tabt. En øredøvende pibekoncert satte ind, hver gang han havde bolden, og han var såmænd hverken bedre eller dårligere end sine medspillere. Han var i hvert fald ikke impliceret i de danske scoringer, men så ikke godt ud i løbeduellerne med Dennis Rommedahl. Martin Laursen - forsvarsspiller - må stå over på onsdag, når Danmark tager imod Bosnien i Parken. Det gule kort, han indkasserede, udløser en spilledags karantæne. Jesper Grønkjær - tidligere AaB'er - var sammen med Per Frandsen sorteret fra, da den danske trup lige op til kampen skulle skæres ned fra 20 til 18 mand. Grønkjær var plaget af betændelse i mavemusklerne og måtte altså stå over, selvom han havde fungeret ganske fortrinligt i de danske træningspas op til matchen. Mutu - rumænsk målscorer til 1-0 og oplægger til deres 2-1 føring - drev i den grad gæk med de danske forsvarere i to tredjedele af kampen, at det var et under, han ikke lavede mere ravage. Først havde Thomas Rytter sit hyr, og blev skiftet ud, så overtog Jan Michaelsen den tvivlsomme ære som oppasser, og blev tørret godt og grundigt ved 2-1 målet. Men siden faldt Mutu, sammen med holdkammeraterne, kraftigt ud af opgøret.