Lokalpolitik

Rundt om Simensen

Borgmester Erik Sørensen: - Karsten har et afslappet forhold til tid. Jeg ved ikke, om han har et ur. I hvert fald virker det som om, han følger soluret. Han kommer stort set aldrig til tiden, men går til gengæld til tiden. - Desuden må han have flere feminine træk. Vi mænd får jo at vide, at vi kun kan gøre én ting ad gangen, men Karsten er den eneste mand, jeg kender, som kan have gang i tre møder på samme tid. Det bærer hans kalender og planlægning tydeligt præg af. Amtsdirektør Per Okkels: - Karsten er en ekstremt hyggelig mand. Jeg har rejst meget med ham og det holder hele vejen hjem. Han er behagelig, rund, kompetent. Har det store overblik og er et meget helt menneske. Det betyder meget, at der bag de faglige kompetencer er en hel person, der bruger sin krop og sine menneskelige kvaliteter. Jeg sætter uhyre meget pris på ham. Hanne Lisborg, sekretær på borgmesterkontoret: - Karsten er den bedste chef, jeg kan forestille mig. Altid positiv, i godt humør, imødekommende og rar. Men hans forhold til tid er legendarisk. Når mødedeltagerne begynder at komme her på kontoret tidligt om morgenen, ringer han tit og siger, at han er på vej og er lige uden for byen. Jeg har tit tænkt på, hvilken by han mener ... Pauli Jørgensen, turistchef og tidligere holdkammerat med Simensen i FfI: - Karsten er en holdspiller. Han står ikke og råber og skriger og fortæller, hvor dygtig han er - men han får tingene til at ske omkring sig. Som fodboldspiller var han landsholdsreserve og et stort navn, da han kom til FfI sammen med Henning Munk Jensen. Han faldt hurtigt til og var afholdt af alle i klubben. En kanonfyr, ligetil og regulær. Poul Poulsen, personalechef i Frederikshavn Kommune: - Karsten er en utrolig behagelig fyr. Altid i godt humør og vi har haft et perfekt samarbejde i de syv år, jeg har været ansat i kommunen.