Rundt om SønderjyskE-AaB

} Frederik Åkesson, AaB-veteran og landskampsrekordholder, var med på det aalborgensiske holdkort som den syvende back i truppen og gjorde således comeback på ligaholdet efter sit farvel til topishockey efter sidste sæson. Efter blot 2.20 minutters spil kom Åkesson på isen sammen med Mads Møller og fik i første periode et par skifter. } Også en anden veteran fik comeback i nødens stund i aftes. Jesper Foget Pedersen var nemlig hentet ind i truppen som angrebsreserve. Fra den normale trup manglede AaB fire angribere, og derfor var rutinerede Foget kaldt ind. Dejan Matejic, målfarlig svensker i SønderjyskE og i sidste sæson i AaB Ishockey, var eneste sønderjyde, der i anden periode måtte en tur i straffeboksen. Til gengæld vankede der fem gange to minutter til aalborgenserne samt en ti minutters udvisning til Mads Møller for at brokke sig til en linjedommer. } Lennart Sørensen, andenkeeper for AaB Ishockey i aftes og bare 18 år, er kaldt til undsætning i stedet for den skadede Kristian Vestergaard, der har brækket en finger. Lennart Sørensen varmede også bænken i den første finalekamp i søndags i Aalborg Skøjtehal uden at komme på isen. Normalt er han andenkeeper på andetholdet i 1. division. } Dmitri Yakushin, stor og stærk back i AaB, var med et meget nærgående slagskud tæt på at bringe aalborgenserne foran med 3-0 i første periode. Han måtte dog se sit forsøg prelle af på den ene stolpe. } Brad Rooney, kaptajn og farlig angriber i SønderjyskE, blev inden den anden finalekamp kåret af SønderjyskE's supporterklub som den mest værdifulde spiller. Forsvarsspilleren Dean Fedorchuk blev kåret som den bedste udlænding, mens backen Peter Hindkjær blev valgt som den bedste forsvarsspiller. } Daryl Andrews, udenlandsk back i SønderjyskE, bankede efter blot 30 sekunders spil i anden periode pucken hårdt mod AaB-målet, og det dannede optakten til en stærk periode for hjemmeholdet. Således var også Dean Fedorchuk nærgående efter tre minutters spil, inden sønderjyderne endelig fik hul på bylden og reduceret minuttet efter. } Martin Rejthar, stærk tjekkisk back i AaB Ishockey, fik i den hektiske anden periode en usædvanlig udvisning på to minutter. Rejthar brækkede sin stok men spillede videre med resterne, og det må man ikke, så der ventede to minutters afkøling for brug af forkert udstyr.