Rundt om Team Tvis - Fox Team Nord

Rikke Poulsen - målvogter for hjemmeholdet - havde sin væsentlige andel i, at vestjyderne kom ind i kampen igen efter hurtigt at være skudt bagud 1-5. Hun præsterede flere, flotte redninger på stribe, da Team Tvis/Holstebro nåede på lige ved 6-6, 7-7 og 8-8, inden Fox igen bragte sig i vinderposition. Anja Kristensen - bagspiller - sad på bænken hele kampen hos Fox. Hun plages af en ledbåndsskade i sin ene fod, en skade, hun nu har døjet med en uges tid. Men den er ikke værre, end at hun ventes spilleklar til næste kamp. Ditte Marie Andersen - Fox-keeper - var på banen tre gange i første halvleg, alle gange til straffekast til hjemmeholdet. Og hun slap kun en bold ind i nettet bag sig. I anden halvleg måtte hun kapitulere på det fjerde af slagsen, hjemmeholdet fik. Lilian Thørholm - forsvars-krumtap - ydede sit væsentlige bidrag til at lukke effektivt af i midterforsvaret hos Fox. Og hun var såmænd også på pletten i den modsatte ende af banen, da hun fra midterstregen scorede vigtige mål for sit hold til 12-10, 15-12 og 16-12. Johanna Wiberg - stor og stærk svensker - gjorde det også flot i det nordjyske forsvar. Hun overlod pladsen på banen til playmaker Lina Möller hver gang, Fox skulle i angreb, og den vekselvirkning var et stærkt aktiv for vinderne. Mie Sejer Hansen - ikke større end tobak for en skilling - styrede hjemmeholdets spil fint, med højt boldtempo og fint blik for at fordele boldene. Og så imponerede hun med et kraftfuldt skud, som gav bonus fire gange.