Rundt om TMS Ringsted-AaB

Kim Johannesen - venstre back hos TMS Ringsted - drønede i lighed med backkollegaen i modsatte side, Anders Larsen, bolden i AaB-målet fire gange før pausen. De to TMS Ringsted-spillere tegnede sig samlet for otte af hjemmeholdets 12 første scoringer, og AaB-forsvaret havde gennem hele første halvleg store problemer med at finde et modtræk mod netop disse to. De nøjedes begge hver med en scoring i de sidste 30 spilleminutter. Søren Rasmussen - førsteviolin i AaB-målet - stod en fin første halvleg, hvor han præsterede en lille halv snes redninger, men kollegaen i den anden ende af banen, TMS-keeper Ole Grening, var i samme spillehumør med et næsten tilsvarende antal redninger. Det billede fortsatte efter pausen. Søren Larsen - i næste sæson spillende træner i Aars HK - fik chancen fra start som højre back hos AaB i karantæneramte Rune Ohms fravær. I modsatte side indledte Heino Holm Knudsen på pladsen som venstre back. Søren Larsen fik senere en kedelig rolle, da han indkasserede et rødt kort 10 minutter før tid. Børge Lund - AaB-playmaker - blev flittigst scorende bagspiller hos AaB før pausen med to fuldtræffere, og de siger vel lidt om, hvilke kvaler AaB havde fra distancen. Børge Lund fortsatte flot med tre scoringer efter pausen, men hverken Kenneth Klev, Søren Larsen eller Troels Møller kom på måltavlen trods pænt med spilletid. Børge Lund fik i øvrigt de fleste af de 1.100 tilskuere på nakken seks minutter efter pausen, da hjemmeholdets Kim Johannesen lavede en større filmscene i kølvandet på et mindre puf fra nordmanden. Dommerne lod sig heldigvis ikke påvirke i neop den situation, men det tændte gløden hos tilskuerne, der kampen ud brølede med om alt på banen. Heino Holm Knudsen satte tre af sine fire scoringer i kampen ind i de sidste 30 minutter. Han stod for flere kraftfulde fuldtræffere, hvor selv en storspillende Ole Grening i TMS-målet vist blot så røgen.. Pelle Larsen - AaB-anfører - var uheldig, da han sendte bolden på underkanten af overliggeren ved stillingen 22-20 med syv minutter igen. Kort efter fik TMS Ringsted tilmed straffekast, men det forsøg klarede Søren Rasmussen i AaB-buret. AaB forsøgte sig i flere tempi med en 5-1-opdækning efter pausen med enten Søren Larsen eller Troels Møller i den fremskudte rolle.