Rundt om VM

Ishockey 1. maj 2007 06:00

{ Ukraine - Danmarks modstander i eftermiddag - er et rutineret mandskab. Ikke færre end tre af spillerne- er født i 1971 og altså alle tæt på de 36 år, da ingen af dem har haft fødselsdag i år. Yderligere 10 af spillerne har en dåbsattest, der fortæller, at de har passeret de 30 år. Landet har i øvrigt ikke sin egen liga, og de fleste spillere beskæftiger sig derfor i den hviderussiske og den russiske liga. { Straffeslag - svær disciplin i ishockey - kan blive afgørende for Danmarks skæbne i A-gruppen. Hvis kampen mod Ukraine ender uafgjort, er der nemlig indført nye regler ved dette VM. Først skal kampen ud i fem minutters overtid, og ender den også uafgjort, så skal der skydes tre straffeslag pr. hold. Er det fortsat uafgjort, så skydes der et straffeslag til hvert hold til en vinder er fundet. Efter de tre første straffeslag må samme spiller gerne skyde samtlige resterende til afgørelsen er fundet. { Frans Nielsen - dansk NHL-forward - ligger lige nu som bedste dansker på listen over vundne face offs. Ved VM er der statistiker over stort set alt, hvad der foregår på isen, og i statistikken over vundne face offs ligger danskeren på en delt 14. plads sammen med italienske Manuel de Toni. Frans Nielsen har vundet 34 af de 54 face offs, han har taget, med en vinderprocent på næsten 63 til følge. { Alexei Morosov - russisk angriber - fører topscorerlisten. Han er som russer med to sejre på henholdsvis 9-1 over Danmark og 8-1 over Ukraine nærmest selvskreven til en topplacering. Otte point har han lavet fordelt med fire mål og fire assists.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...