Canada

Rundtur i den canadiske vildmark

} HIRTSHALS: 55 forventningsfulde deltagere var mødt op, da OK-klubben forleden havde inviteret til foredragsaften med Søren Ervig. Vildmarksjægeren har levet de sidste 40 år af sit liv uden for Danmarks grænser, og han fortalte levende om sine mange oplevelser specielt i den canadiske vildmark. Der var både beretninger om kunsten at skyde de vildt levende bjørne i vildmarken og fortællinger om, hvordan man kan fange helleflyndere på helt op til 220 kg. Det var trods alt mere end de lokale fiskere kan få på krogen. Søren Ervig har også været en flittig gæst i Afrika, hvor han adskillige gange har været på både safari og jagt. Foredraget blev ledsaget af mange fantastiske lysbilleder, og som en ekstra krølle på halen indeholdt showet også både musik og dyrelyd. Endelig fik publikum også et indtryk af livet i det gamle Sovjetunionen, som Søren Ervig rejste igennem på sin vej til Sibirien, hvor han var optaget af bjørne- og elgjagt. Næste møde i OK-klubben er 1. marts, hvor Mads Harder holder foredrag over temaet: "Fra tørvedreng til prædikestol."