Rundtur med kig på dårligdomme

Det står skidt til med kommunens bygninger

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Niels Krebs Hansen, der er formand for teknisk udvalg: - Det tekniske område har fået sparekniven igen og igen, og derfor er der et enormt efterslæb på vedligeholdelsen. Arkivfoto

VESTHIMMERLAND:- I kan godt forberede Jer på, at vi kommer og vil have nogle flere penge. For det ser rigtig skidt ud med vedligeholdelsen af de kommunale ejendomme. Sådan lyder det fra politikerne i Vesthimmerlands Kommunes tekniske udvalg til deres byrådskolleger her forud for de indledende manøvrer i forbindelse med budgetlægningen for 2012 i Vesthimmerlands Kommune. Medlemmerne af teknisk udvalg har nemlig netop vært på en rundtur for at kigge på, hvordan det står til med vedligeholdelsen af kommunens bygninger. Og det er skidt. Faktisk rigtig, rigtig skidt. Derfor vil medlemmerne af teknisk udvalg forsøge at overtale de øvrige byrådsmedlemmer til at få tilført nogle flere penge til vedligeholdelse af de kommunale ejendomme, når næste års budget skal lægges. Det var embedsmænd i den tekniske forvaltning, der havde inviteret politikerne i teknisk udvalg på en rundtur til en række kommunale ejendomme for at give et indtryk af det økonomiske behov, hvis ikke bygningerne nærmest skal falde ned om ørerne på dem, der benytter ejendommene. Som optakt til budgetforhandlingerne ville embedsmændene forvaltningen også gøre politikerne opmærksomme på det faldende vedligeholdelsesniveau på kommunens bygningsmasse og de konsekvenser det vil få med hensyn til følgeskader og risiko for mug og skimmel, hvis der ikke bliver gjort noget. - Jeg må ærligt indrømme, at det godt nok ser skidt ud, og derfor håber jeg virkelig også på, at byrådet vil være med til at afsætte nogle flere penge til vedligeholdelse, siger Niels Krebs Hansen (K), der er formand for teknisk udvalg. Hans bedste skøn er, at der i hvert fald skal ske en fordobling af de 2,5 mio. kr. der er afsat til formålet i år for at man bare kan holde nogenlunde trit med forfaldet på bygningerne. - Embedsmændene har gjort beløbet op til 15 mio. kr., hvis vi skal på omgangshøjde med det aktuelle vedligeholdelsesbehov, men jeg ved godt, at det ikke er realistisk at få igennem i byrådet som den økonomiske tilstand er i kommunen, siger Niels Krebs Hansen, der godt er klar over, at mange af de andre udvalg også vil stå med hatten i hånden, når budgettet for 2012 snart skal lægges. - Problemet er bare, at især det tekniske område har fået sparekniven igen og igen, og derfor er der et enormt efterslæb på vedligeholdelsen. Og hvis vi ikke får gjort noget meget snart, så bliver udgifterne mangedoblet, siger Niels Krebs Hansen. Han fortæller at der her op til budgetforhandlingerne er sat en undersøgelse i værk af alle mange kommunale bygninger med henblik på måske at skille sig af med nogle af dem - For det springer i øjnene at vi har lige så mange bygninger at vedligeholde som f.eks. Frederikshavns Kommune, hvor der er dobbelt så mange skatteborgere til at betale regningen. - Man kan sagtens forestille sig, at det er bedre, at vi skiller os af med nogle af bygningerne. Og det kan da også være der står som er så dårlige at det er bedre at rive dem ned, siger han.