Rungsted spiller sig tættere på historisk CL-avancement

Rungsted kan blive det første danske hold nogensinde, der går videre fra gruppespillet i Champions League.

André Pison scorede det ene af Rungsteds mål mod Donbass. (arkiv)

André Pison scorede det ene af Rungsteds mål mod Donbass. (arkiv)

RUNGSTED:Rungsted har sat kurs mod ottendedelsfinalerne i Champions League i ishockey.

Med en overtidssejr på 4-3 på hjemmebane over Donbass fra Ukraine spillede de danske mestre sig op på andenpladsen i det indledende gruppespil inden de sidste to kampe.

To hold går videre fra gruppespillet, og det er aldrig lykkedes et dansk klubhold at nå så langt.

Hampus Gustafsson stod for den afgørende scoring kort inde i overtiden.

Det skete efter 3-3 i den ordinære kamp, hvor Rungsted havde haft initiativet i store perioder.

Holdet blev skudt i gang af en scoring af Frederik Bjerrum efter blot 56 sekunders spil.

Generelt var danskerne bedre og farligere end de ukrainske gæster. Derfor var det ingen overraskelse, da Rungsted bragte sig på 2-0 i et overtalsspil midt i anden periode.

Målscorer var André Pison, der med et håndledssvirp sendte pucken op i målhjørnet.

Donbass kom tilbage i kampen på en noget heldig scoring. Vitali Lyalka skød skævt, men pucken ramte holdkammeraten Pavel Medvedev på hoften og endte i det danske mål.

Kort inde i tredje periode blev Rungsteds forspring genoprettet, da Tim Daly scorede i endnu et powerplay.

Da så det godt ud, men Donbass var slet ikke slået. To mål på to minutter bragte ukrainerne på omgangshøjde og sendte kampen i overtid.

Her afgjorde Hampus Gustafsson altså forestillingen med sin scoring efter 29 sekunder.

Rungsted og Donbass har nu begge fem point. Men Rungsted er bedst i det indbyrdes regnskab og har på papiret det nemmeste slutprogram.

De danske mestre afslutter med to kampe mod franske Rouen, der er sidst med fire point.

Første kamp spilles i Frankrig 6. oktober, inden de to hold mødes igen i Hørsholm Skøjtehal seks dage senere.

Donbass mangler to opgør mod gruppens suveræne førerhold, Klagenfurt.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.