EMNER

Rus uden rusmidler i Hjallerup

Streetwalker Peter Erland Christensen er imod at lære de unge at drikke

Peter Erland Christensen vil lære de unge at more sig uden sprut. arkivfoto: Bent jakobsen

Peter Erland Christensen vil lære de unge at more sig uden sprut. arkivfoto: Bent jakobsen

HJALLERUP:Man kan godt blive beruset uden at tage rusmidler. Det mener streetwalker Peter Erland Christensen fra Dronninglund Kommune. Han har i de sidste ni år været med til at arrangere festerne ”Fed Fredag” for unge i Hjallerup, og han mener, at det er fuldstændig unødvendigt at give de unge lov til at drikke alkohol til festerne. I stedet tilbyder festerne i Hjallerup paintball, fodbold og en kæmpe hoppepude, så de unge kan beruse sig med festlige aktiviteter i stedet for alkohol. - Vi har 400-500 deltagere til hver fest, og der er 100 procent alkoholforbud, fortæller Peter Erland Christensen. Han synes ikke, at det er i orden at holde fester med alkohol for børn. Til Fed Fredag-festerne lugter han til alle deltagere inden de kommer ind, og dem, der lugter af alkohol, kommer ikke ind. - Vi vil gerne være med til at skabe en moralsk tankegang blandt de unge om, at det ikke er ok at drikke, siger Peter Erland Christensen. Fed Fredag er fester for de 12-18-årige, men det er næsten kun den yngste halvdel af målgruppen, der dukker op til festerne. Så Peter Erland Christensen er godt klar over, at de 16-18-årige mangler et trygt forum at feste i. - De lidt ældre tager i byen i Sæby eller Aalborg og går på værtshus i stedet. Og det er selvfølgelig træls at de går i gaden, men det er ingen grund til at opfordre til at drikke, siger Peter Erland Christensen og slår fast: - Vi vil ikke være med til at blåstemple alkohol til børn.