Slagterier

Rusland åbner igen for import fra Tican

Forbud ophævet - Thisted-slagteri genoptager eksport

Slagteriet Tican satser nu mere på det australske marked, efter at eksporten til Japan gik i vasken.  Arkivfoto: Klaus Madsen

Slagteriet Tican satser nu mere på det australske marked, efter at eksporten til Japan gik i vasken. Arkivfoto: Klaus Madsen

THISTED:Fredag oplevede Thisted årets flotteste dag med snedække, højt solskin og ingen vind. Men solen skinnede også i en anden betydning over Thisteds største virksomhed, slagteriet Tican. I går kom der nemlig lidt overraskende en telefax fra de russiske veterinærmyndigheder om, at Rusland med øjeblikkelig virkning har ophævet et importforbud fra Tican. Rusland indførte importforbudet den 1. maj 2008 med henvisning til, at der var fundet rester i det importerede kød af antibiotika. Forbudet har også ramt flere af Danish Crowns afdelinger. Den danske svinebranche har hele tiden bestridt russernes påstande, og lige siden forbudet blev indført, har der været udfoldet stor diplomatisk aktivitet på mange planer for at få ruserne til at lukke op for eksporten igen. - Det var en dejlig nyhed. Så i dag er vi virkelig glade, sagde Ticans administrerende direktør, Ove Thejls, da det gik op for ham, at Ticans eksportnummer, 338, fremgik af den russiske meddelelse. For Tican og leverandørerne har eksporten til Rusland stor betydning. På årsplan har eksporten nemlig andraget omkring 15 procent af Ticans totaleksport, og for leverandørerne har importstoppet betydet et minus på mellem fem og ti øre pr. kilo. Efter de mange måneders pause skal salget nu bygges op for bunden, så Ove Thejls ved ikke, hvornår det første kød kan sendes til Rusland. Salget til Rusland forestås af Ticans salgsselskab på Cypern, TMG Meat Trading Ltd. Selskabet ledes af Gakha Mela, der inden tiden hos Tican solgte kød med base i Moskva i en halv snes år, både til Rusland og de øvrige 12 tidligere sovjetrepublikker. Hans kendskab til det vanskelige marked er legendarisk, og han har formået at skabe sorte tal på bundlinjen. I øvrigt kommer Gakha Mela fra Georgien.