Rusland anholder mindst 25 LGBT-demonstranter

Demonstranter forsøgte lørdag at kræve bedre rettigheder for LGBT-personer i Rusland, men blev anholdt.

Russisk politi slæber af sted med en af de demonstranter, der blev anholdt lørdag i Sankt Petersborg for at kræve bedre rettigheder for homo- og biseksuelle samt transpersoner. Foto: Stringer/Reuters

Russisk politi slæber af sted med en af de demonstranter, der blev anholdt lørdag i Sankt Petersborg for at kræve bedre rettigheder for homo- og biseksuelle samt transpersoner. Foto: Stringer/Reuters

Russisk politi har anholdt mindst 25 aktivister, som lørdag deltog i en demonstration for rettigheder til LGBT-personer.

Det oplyser et øjenvidne til nyhedsbureauet Reuters.

En af demonstranterne siger til nyhedsbureauet AFP, at 30 er anholdt.

Omkring 60 mennesker samledes lørdag med plakater og regnbueflag på en central plads i Sankt Petersborg, der er Ruslands næststørste by.

På plakaterne var en bøn om forbedrede rettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner (LGBT).

Deltagerne demonstrerede hver for sig for netop at undgå, at demonstrationen ville blive set som en sammenkomst, for det ville have krævet myndighedernes tilladelse, siger aktivisten Aleksej Nazarov til AFP.

- I alt blev 30 mennesker anholdt, oplyser han fra en politibil, hvor han befandt sig sammen med en anden demonstrant.

- Alle andre er blevet bragt til en politistation.

Han tilføjer, at politiet gik efter de mennesker i demonstrationen, der havde de "mest farverige flag og tøj".

I 2013 vedtog Rusland en lov, der kan give bødestraf eller fængsel til enhver, der udbreder såkaldt "homoseksuel propaganda" rettet mod mindreårige.

Tidligere forsøg fra LGBT-personers side på at gennemføre en parade i nogle af Ruslands byer er enten blevet forbudt fra myndighedernes side eller blevet mål for voldelige angreb.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.