Rusland og Frankrig imod USAs Irak-kurs

Militær 1. oktober 2002 08:00

WIEN: USA løb i går ind i betydelig modstand mod den amerikanske kurs over for Irak, da Rusland og Frankrig, begge med vetoret i FN's sikkerhedsråd, kritiserede USA. Det skete samtidig med, at FN's våbenkontrollører indledte forhandlinger i Wien med irakiske eksperter om genoptagelse af våbenkontrol i Irak. Rusland kritiserede Washington-administrationen for søndag at have angrebet det sydlige Irak med kampfly. - Det ikke alene forværrer den komplicerede atmosfære omkring Irak. Det skaber også hindringer i arbejdet med at finde en politisk-diplomatisk løsning på Irak-spørgsmålet, sagde det russiske udenrigsministerium. Samtidig kritiserede Frankrig amerikanerne for at have inkluderet en trussel om militær brug i et udkast til et resolutionsforslag ved FN. Kina, der sammen med Rusland, Frankrig, USA og Storbritannien har permanent sæde i Sikkerhedsrådet samt vetoret, er også fortsat skeptisk over for resolutionsudkastet. En udsending fra Storbritannien, der støtter USA's Irak-kurs, har afleveret en kopi af udkastet i Beijing, hvor regeringen på forhånd har udtrykt sine reservationer. Og mens det diplomatiske spil om resolutionen fortsatte, mødtes Hans Blix, chefen for FN's våbenkontrollører, i Wien med irakiske embedsmand. Inden mødet sagde Blix, at han forventer, at inspektørerne, der ikke har været i Irak i næsten fire år, vil få fri adgang overalt i Irak. Blix blev spurgt, om der ville blive nogle begrænsninger for inspektørerne i Irak, hvorpå han svarede: - Nej, ikke mig bekendt. Han tilføjede, at han torsdag vil aflægge rapport til Sikkerhedsrådet, og at han indtil da ikke kunne refere fra mødet. FN's inspektører forlod Irak i december i 1998 kort før, at USA og Storbritannien indledte et omfattende bombardement af landet for at straffe Irak for ikke at have samarbejdet tilstrækkeligt med våbeninspektørerne. Mandagens forhandlinger blev set som en første prøve på, om Irak er parat til at samarbejde, sådan som Irak meddelte den 16. september. Da sagde styret i Bagdad, at Irak accepterer en tilbagevenden af inspektørerne uden betingelser. - Vi vil gerne sikre, at når og hvis inspektørererne begynder at arbejde, vil der ikke blive nogle sammenstød i Irak. Vi vil hellere have, at sammenstød sker udenfor på forhånd, sagde Blix. Den amerikanske præsident, George Bush, hvis politik om en "regime-ændring" betyder, at Iraks præsident, Saddam Hussein, skal fjernes fra magten, har foreslået, at Irak får en uge til at acceptere et krav om afvæbning samt 30 dage til at fortælle om samtlige programmer for masseødelæggelsesvåben. Resolutionsudkastet truer Irak med militære midler, hvis Irak ikke efterlever resolutionen, og det kritiserede Frankrig mandag. - Vi vil ikke give carte blanche til brug af militære midler. Derfor kan vi ikke acceptere en resolution, der bemyndiger dette, uden at sagen igen bringes tilbage til FN's sikkerhedsråd, sagde den franske udenrigsminister, Dominique de Villepin, til avisen Le Monde. Frankrig har fremsat to resolutionsforslag, hvor den anden baner vej for handling, hvis Irak ikke efterlever den første om fri adgang for våbeninspektørerne. /ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...